»Hun står ret op og ned og kigger på ham,« forklarer Sarah Boberg om sin figurs reaktion i hele den første halvdel af parforholdsdramaet »For enden af kærligheden«, der fra i morgen kan ses på Husets Teater. »Der er meget få steder, hvor hun gør noget eller overhovedet bevæger sig.«
Lidt af en udfordring for en ellers erfaren skuespiller. De første 50 minutter skal hun ikke sige et eneste ord, men blot lytte til sin medspiller, Lars Simonsen. For stykket, der er skrevet og instrueret af franskmanden Pascal Rambert, lader først ham, siden hende føre ordet. I mere end 20 år har parret på scenen levet og arbejdet sammen. De har tre børn. Men nu vil han fortælle hende, at det er forbi. Og det gør han så i en monolog ladet med anklager.
Efter næsten en times enetale bliver han afbrudt. Så tager hun endelig ordet: »Du bakker ikke ud. Det er ikke sådan, det kommer til at foregå«. Og så taler hun lige så længe som han, som én lang reaktion på hans angreb.
Men selv om Sarah Boberg pænt må vente, til det bliver hendes figurs tid til at sige noget, kan hun ikke stå og tænke på noget andet.
»Det tør jeg ikke. Jeg lytter til ham, og jeg bliver jo nødt til at forholde mig til det, han siger. Jeg bruger også tiden til at bygge mig selv op til min talestrøm. Jeg skal være smadret, når jeg går i gang med at tale, og jeg har næsten heller ingen spyt. Men teksten handler også om, at hun ikke har nogen ord, så jeg får en masse forærende ved at have stået der i så lang tid.«
Livgivende humor
Forestillingen har allerede været vist i både Aarhus, Aalborg og Odense, og folk har reageret meget forskelligt på det barske drama om to mennesker, der engang var forelskede, men som nu vælter verbale skidtspande ud over hinanden, og som samtidig afslører sig selv som dybt selvoptagne mennesker.
»Det er altid godt at kunne grine af, hvor latterlige vi mennesker er. Det handler jo også om, at ingen af dem vil være den svage. Ikke vil være den, der bliver forladt,« siger Sarah Boberg, der selv synes stykket rummer en livgivende humor, især hvis man er lidt kynisk anlagt og gider lytte efter.
Det er ikke bare stykkets konstruktion, der en en udfordring. »Vi spiller i et nøgent rum med lys på publikum og ingenting på scenen. Vi går i vores eget tøj, og den her taske, som er min egen, er min rekvisit. Selvfølgelig spiller vi nogle roller, men der er ikke noget andet at gemme sig bag, så man føler sig virkelig synlig. Vi kan ikke postulere noget: Vi bliver nødt til at gå med de følelser, der indfinder sig.«
Sarah Boberg har været skuespiller i snart 30 år. De fleste kender hendes ansigt fra film, fjernsyn og teater, hvor hun har været med i en lang række sammenhænge. Men hendes vej ind i dansk teater var lidt alternativ. Hun kommer af en kunstnerisk familie – faren var maleren Jørgen Boberg, brødrene teaterchef og instruktør Simon K. Boberg og forfatteren Thomas Boberg, søsteren Maria Kjærgaard Sunesen er også instruktør – så der var ikke noget underligt i, at Sarah ville være skuespiller.
Faren boede i Italien og teenageren Sarah, der blev student allerede som 17-årig, lod sig indrullere på en commedia dell’arte-skole i Rom. Her anbefalede hendes amerikanske lærer hende at gå videre på teaterskole i enten Moskva eller USA. Det sidste trak mere, for det var nemmere rent sprogmæssigt.
»Men jeg kunne jo ikke bare rejse til New York, så hjemme igen søgte jeg om optagelse på Statens Teaterskole og kom faktisk videre til tredjeprøve, men kom ikke ind. Jeg var 18 år og spillede Lady Macbeth – det må have været forfærdeligt at kigge på,« griner hun i dag.
En ægte newyorker-bohème
Alligevel havde hun fået så meget blod på tanden, at hun var overbevist om, at talentet var til stede. Hun var også – næsten – blevet optaget på den fornemme Royal Academy of Drama i London, men »England mindede for meget om det herhjemme«.
Unge Sarah havde udlængsel, hun var stædig, og hun kom fra et miljø, hvor det at rejse ud i verden hverken var mærkeligt eller farligt. »Og der var ingen i min familie, der endnu havde boet i New York, så det føltes lidt som om det kunne være mit sted.«
Et af medlemmerne af optagelseskommiteen var Det Kongelige Teaters daværende chef, Henrik Bering Liisberg. Sarah Boberg mødte ham et stykke tid senere på gaden, og han tilbød at hjælpe hende med planerne for en amerikansk skuespilleruddannelse.
Således kunne hun lægge et flot anbefalingsbrev med Det Kongelige Teaters stempel til sine legatansøgninger. Og så var vejen banet for en amerikansk skuespilleuddannelse på bla. de prestigefulde teaterskole Lee Strasberg Studio og Will Esper Studio.
Hun rejste afsted sammen med sin daværende mand. Som en ægte newyorker-bohème supplerede hun sine indtægter med lidt af hvert:
»Jeg var bartender, gik med hunde, gjorde rent, arbejde lidt som model. Var catering-tjener, for eksempel serverede jeg engang i Central Park Zoo i pingvinburet iført ulden blazer midt om sommeren. Levede af drikkepenge. Men fik også skuespillerjobs, især i sommerteater. Men rig bliver man jo ikke på at lave teater i New York.«
Spiller aldrig de uskyldige
I længden var der flere ting, der ikke var så skægge ved at være flyttet væk fra Danmark. Hverken Sarah Boberg eller hendes mand havde de attraktive green cards. Hvert andet år skulle de søge om arbejdstilladelse, og efterhånden havde hun også lidt svært ved at forhold sig til, at hendes på det tidspunkt fireårige søn skulle vokse op og blive en »lille amerikaner«. Efter 10 år besluttede de sig for at vende tilbage til Danmark.
Men Sarah Boberg var ikke et helt ubeskrevet blad herhjemme. Bla. havde hun cirka hvert andet år været i Danmark og arbejde med teaterskaberen Kirsten Delholm, der første gang havde brugt den kun 17-årige Sarah i en af sine forestillinger. Og Sarah Boberg havde tit vist danske skuespillerelever rundt, når de havde besøgt hendes teaterskole i New York.
En rolle på Betty Nansen Teatret, den Reumert-vindende »Personkreds 3«, var en flot start. Her spillede hun en narkoman, og hun er da også godt klar over, at hun ofte siden har givet liv til figurer fra bunden af samfundet.
»Det må være, fordi jeg er lidt hæs, har skæve tænder og så er jeg født med sorte rande under øjnene,« griner hun. »Min baggrund er måske nok en anden, men jeg har altid kendt mennesker, der havde været ude i nogle ekstreme situationer, så jeg kan godt relatere til dem. Og jeg synes, det er sjovt at spille karakterer, der ikke er helt lige ud af landevejen.«
»Min lærer i New York sagde til mig, at jeg var nødt til at forberede mig på, at jeg aldrig ville komme til at spille Julie og Ofelia: »Der er ikke nogen, der vil tro på det. Du kommer til at lave alt muligt andet, og så kommer du for alvor til at arbejde, når du bliver 30.« Og det havde han jo ret i. Jeg har aldrig spillet de uskyldige.«
I dag er Sarah Boberg en af dansk teaters mest benyttede skuespillere. »Det er jo gået meget godt«, som hun selv siger. »Vi må håbe, det bliver ved. Jeg fylder 50 lige om lidt. Dels har jeg selvfølgelig været heldig. Men også nysgerrig. Når nogen ringer og vil have mig med til noget, jeg ikke fatter en pind af, så gør jeg det.
Jeg har været med i mange mærkelige ting – også underlige performanceting, som jeg ikke valgte for karrierens skyld. Når man laver meget forskelligt, er det med til, at branchen tænker, at hende kan man ringe til,« mener skuespilleren, der som freelancer har spillet på en lang række af landets teaterscener.
Følger selv »Broen«
Lars Simonsen, som er tilknyttet Odense Teater, har hun dog aldrig stået på scenen sammen med før. Men de kendte godt hinanden, for de var begge med i de to første sæsoner af »Broen« og tilbragte meget tid med at sidde og vente sammen, inden der var klar til optagelse.
Mens Lars Simonsens figur ikke længere optræder i den svensk-danske krimiserie, er Sarah Boberg stadig at finde som politichefen Lillian i tredje ombæring af den populære, dystre søndagsføljeton.
»Det startede med, at de sagde, at min medvirken måske varede to dage. Men så kunne de nok godt lide figuren.«
Selv følger hun trofast med foran skærmen søndag aften, for hun har nemlig ikke set serien:
»Jeg har selvfølgelig læst hele manuskriptet, men de fleste scener, jeg laver i »Broen« er med Thure Lindhardt, Sofia Helin eller Dag Malmberg. Så alle sidehistorierne har jeg jo ikke set. Jeg er ligeså nysgerrig som alle andre efter at se, hvordan de nu realiserer dem. Det er sjovt at indspille serien, Det er stort set de samme mennesker, der har været bag kameraet gennem alle årene.«
Efter seks år med »Broen« er filmholdet på mange måder blevet som én stor familie. Men ligesom de danske og svenske politifolk godt kan opleve kulturforskelle på tværs af Øresund, har det også taget lidt tid at føle sig ind på hinanden i filmstudierne:
»I begyndelsen var det tydeligt, at svenskerne overhovedet ikke forstod, når Kim (Bodnia, red.) og jeg for eksempel gik og lavede sjov. Vi har i det hele taget meget nemmere ved at forstå dem, end de forstår os, og det har nok noget at gøre med, at vores generation så rigtig meget svensk fjernsyn som børn.«
»Fra første færd var det måske lige meget for mig, om jeg sad ved siden af lydmanden eller Sofia Helin, når vi spiste frokost. På det område var svenskerne lidt mere hierarkisk delt op. Nu har vi nok påvirket dem til, at vi er mere en samlet gruppe på tværs af arbejdsfelterne,« fortæller hun.
Teater er ikke terapi
Men også tilgangen til skuespillermetieren angår, er der nuanceforskelle, mener Sarah Boberg:
»De svenske skuespillere er måske mere disciplinerede end os på godt og ondt. De er en smule mere firkantede, hvor vi nok er en smule mere løse. Men de er meget dygtige. Meget velforberedte.«
»Broen III« er forlængst færdigindspillet. Nu gælder det de mange hårde ord på Husets Teater:
»Når man spiller, i hvert fald når det går godt, befinder jeg mig kun i øjeblikket. Jeg må forlade mig på, at jeg kan teksten, at jeg kan alt det, vi har aftalt. Og så må jeg bare håbe på, at resten kommer. Arbejdet består i fra aften til aften hele tiden at insistere på det nu, jeg skal være i. Man kan ikke spille det, der var, eller det, der skal komme. Man kan kun spille det, der er,« siger Sarah Boberg.
Teater er både noget helt vildt skrøbeligt og noget meget stærkt, mener hun.
»Men man skal bare huske, at der også bare er tale om nogen, der lader som om. Her står vi voksne mennesker og tager noget meget alvorligt, og det findes ikke!«
»Det er jo et kæmpe privilegium at få lov til det. Hvis man er nysgerrig på mennesker og livet – og det er jeg – så får man som skuespiller lov til at leve sig ind i alle mulige ting, man ikke ville kunne gøre i virkeligheden. Teater har ikke noget med terapi at gøre, men man kommer ud i krogene af menneskelig formåen. Det kan hjælpe en til at være i verden – og omvendt hjælper det at være i verden én med at være på en scene.«
»For enden af kærligheden« spiller på Husets Teater fra 26. oktober til 7. november.