Først en bekendelse: Jeg er europæer. Det er ikke noget, jeg har søgt om at blive. Det er heller ikke noget, jeg er udnævnt til eller er blevet tildelt. Det er simpelthen noget, jeg er. Naturligvis er jeg først og fremmest dansk. At være europæer handler ikke mindst om at høre til et sted i Europa, at have et udgangspunkt, og jeg hører til i Danmark.

Hvis jeg kun var europæer, ville jeg føle mig rodløs overalt i Europa. De, der siger, at de entydigt og alene er europæere – ofte EU-bureaukrater, forskere og forretningsfolk i internationale netværk – de er systemets folk, de er borgere i en abstrakt verden, de er mennesker uden fædreland.

Europa er forskelle og mangfoldighed, nationer og nationale særpræg, det er en babelsk forvirring af sprog og dialekter og et mylder af sæder og skikke. Men der findes også noget, vi som europæere har fælles, og som forbinder os, nemlig århundreders kulturelle og religiøse strømninger, fælles katastrofer, fælles kampe og fælles fjender. Og indbyrdes krige. Historien kort sagt.

Jo længere bort fra Danmark, jeg kommer i Europa, geografisk eller kulturelt eller begge dele, desto større syner forskellene naturligvis. Det mærkelige er bare, at det ikke skygger for lighederne. Tværtimod bliver det ofte tydeligere, at der er noget, vi er fælles om på godt og ondt, selv om så meget skiller os.

Til gengæld forekommer det indimellem omvendt med de lande og folk, vi er tættest på, Norge og Sverige frem for alt. Vi kalder godt nok hinanden for broderfolk – eller det gjorde vi i hvert fald engang – men vi er ikke så ens, som man siger ved højtidelige lejligheder, og det er aldrig behageligt at blive påduttet et slægtskab så tæt, at det tilslører, hvem vi er hver især. Det giver trang til at holde fast i forskellighederne.

Bare lidt længere væk, i Tyskland og Holland for eksempel, som dog stadig er tæt på os, bliver forskellene tydeligere. Det giver en anderledes ro i sjælen og fred til at se og holde fast i det, der forbinder os, og som gør os til europæere.

Uden for Europa er alting anderledes. »Don’t be European,« sagde en ung mand, jeg mødte engang i USA. Han oplevede mig ikke specielt som dansker, men som et menneske, der tænkte og ræsonnerede som en europæer. Det havde han naturligvis ret i. Uden for Europa er vi først og fremmest europæere, og sådan føler jeg mig også. Europæer først og dansker så – uden for Europa.

Nu skal vi så igen til folkeafstemning om et EU-spørgsmål. Jeg har som konfessionsløs borgerlig, om end af socialkonservativ observans, stemt ja ved samtlige folkeafstemninger om EU-spørgsmål siden 1972, skønt med voksende skepsis de senere år.

Det har jeg gjort ud fra et ønske – eller en drøm – om at se de europæiske nationer stå sammen i et fællesskab om alt det, der udspringer af deres fælles historie, uden af den grund at sløre forskellene.

Men jeg har heller aldrig været i tvivl om, at det ville tage tid, måske endda meget lang tid, at realisere drømmen om et fælles, mangfoldigt Europa, der rejste sig både fra sine forbrydelser og sine fornedrelser, og som lagde sine konflikter og modsætninger bag sig.

Aldrig mere krig har alle dage været et af mine håb for Europa, og om ikke andet – men det er heller ikke så lidt endda – er det håb i hvert fald ikke blevet skuffet indtil nu.

I 2012 blev Den Europæiske Union tildelt Nobels Fredspris, og det var i høj grad på sin plads. Men det skete sent. Måske også for sent. Var det sket tidligere, havde Nobelprisen været en fornem hyldest til de mennesker, der lagde grunden til unionen og ikke mindst så den som et fredens projekt.

Nu knager det ildevarslende i fundamentet. EU fremtræder mere og mere som et abstrakt, politisk projekt uden en krystalklar tredeling af magten eller direkte forbindelse tilbage til vælgerne og som en bureaukratisk organisation, der i praksis er styret af embedsmænd snarere end af politikere.

Vi ser stats- og regeringscheferne ankomme i korteger af sorte limousiner til endnu et krisemøde, og på vej ind i et kæmpemæssigt bygningskompleks standser de et øjeblik for smilende at aflevere deres forud forberedte erklæringer af enten kryptisk eller blot luftig karakter til de forsamlede pressefolk bag afspærringerne.

Bagefter stiller de småsnakkende og stadig smilende op til de rituelle »familiefotos«, mens en hær af kommentatorer heroisk prøver at fortælle de 28 medlemslandes befolkninger, hvad det er, der ifølge de officielle pressemeddelelser og diverse uofficielle forlydender er foregået bag de lukkede døre.

Med flygtningekrisen er det, som om sandhedens time er kommet. Trods højtideligt vedtagne forordninger og aftaler, som skulle regulere den slags problemer, og organisationer, der skulle forvalte tingene i praksis, præges Europa i stigende grad af kaos og handlingslammelse.

Advarende røster har der ellers længe været nok af både ude og hjemme, men uden at de satte sig håndgribelige spor. Italien og Grækenland har uden held forsøgt at råbe EU op i flere år, og nu er Grækenland på vej til at drukne i floden af mennesker, der skyller ind over landet og videre op gennem Europa.

Herhjemme beskrev professor Poul Christian Matthiessen og dr. phil. Gunnar Viby Mogensen i en kronik i Berlingske 16. juni umiddelbart inden folketingsvalget 18. juni de dystre udsigter til en folkevandring af enorme dimensioner mod Europa i de nærmest kommende år.

Var det noget, man talte om i valgkampen? Næh, det var det ikke. Tværtimod kunne statsminister Lars Løkke Rasmussen kort efter valget ligefrem erklære, at Danmark ikke ville tage imod flere flygtninge end tidligere, snarere færre. Vi tager i forvejen vores part, lød mantraet ikke bare fra ham, men fra de fleste.

Først da store flokke af børn, voksne og gamle mennesker dukkede op på motorvejen fra Rødby på vej nordpå og strømmede over grænsen sydfra med tog, skete der noget. »Vi er blevet overhalet af virkeligheden,« udtalte statsministeren.

Hvoraf man åbenbart kan udlede, at virkeligheden først begynder ved Danmarks grænser. Ikke just et europæisk syn på verden.

Den eneste trøst er, at det står lige så galt til i resten af Europa, hvor det ene land efter det andet også er blevet overhalet af virkeligheden og nu i al hast lukker grænserne med bomme og pigtråd. Altsammen fordi EU med Schengen-samarbejdet nok indførte åbne, indre grænser, men »glemte« at følge op med en bevogtning af de ydre grænser.

I sit berømte værk »Enten-Eller« fortæller Søren Kierkegaard, hvordan publikum i et teater lo og jublede, da Bajads gik på scenen og fortalte, at teatret stod i brand. »Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaae til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der troer, at det er en Witz,« skrev han.

Men deri tog han fejl. Dér har vi været. Hvad der sker nu er, at publikum – EUs 28 medlemslande – tramper hinanden ned for selv at slippe ud af den brændende bygning.

Alt dette har naturligvis ikke noget med den kommende folkeafstemning 3. december at gøre. Ikke formelt i hvert fald.

Afstemningen drejer sig som bekendt om ja eller nej til en fortsat dansk deltagelse i det europæiske politisamarbejde plus 22 såkaldte retsakter, som vi vistnok godt kan sige ja til, mens cirka lige så mange andre retsakter åbenbart ikke kan godtages.

Vi holder folkeafstemning, som om verden derude – virkeligheden, som Lars Løkke Rasmussen kaldte den – ikke er af lave. Som om EU ikke er ramt af handlingslammelse og afmagt, mens teatret brænder.

Selvfølgelig stemmer jeg 3. december, og jeg stemmer næppe nej. Dertil lever min drøm om Europa stadig for stærkt, og alternativet er trods alt for rædselsvækkende.

Så kan jeg selvfølgelig lukke øjnene og stemme ja, som jeg plejer. Hvis jeg da ikke overmandes af min egen afmagtsfølelse og stemmer blankt. Det vil jeg også have det skidt med.

»Gift Dig eller gift Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele,« som Søren Kiergaard også skrev i »Enten-Eller«.