Bruxelles. Danmark vil fortsat være et kerneland i Nato, men vi skal tage endnu mere ansvar i fremtiden.
Det er budskabet fra den nye udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), der tirsdag er på sin første udlandsrejse i sit nye job.
Turen går til Natos udenrigsministermøde tirsdag og onsdag i Bruxelles.
- Danmark er og vil være kerneland i Nato. Det er hjørnestenen i vores sikkerhed, siger Anders Samuelsen i en pressemeddelelse.
- Men vi kommer til at tage endnu mere ansvar og bidrage mere til fællesskabet i fremtiden. Det fremgår af regeringsgrundlaget," siger han.
Ved ankomsten til mødet i Bruxelles svarer Samuelsen stort set ikke på spørgsmål fra de danske journalister.
Men i pressemeddelelsen skriver han, at "det handler selvfølgelig også om vores og de andre landes vilje til at stille de rigtige styrker. Med den rigtige kapacitet. På det rigtige tidspunkt".
- Og indkøb af nye kampfly, bidrag til den fremskudte tilstedeværelse på Baltikum og indsatsen i Afghanistan viser, at Nato kan regne med Danmark, siger den nye udenrigsminister.
/ritzau/