Det var en ordknap Anders Samuelsen (LA), der onsdag eftermiddag lod sig interviewe ganske kort af den fremmødte presse før de fortsatte regeringsforhandlinger med Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen (V).

Den kongelige undersøger har brugt det meste af dagen på at snakke med DF-formand Kristian Thulesen Dahl (DF), og de to partiformænd nærmer sig ifølge politiske kommentatorer og analytikere hinanden - om ikke andet så retorisk. Tirsdag aften var Thulesen Dahl endda til middag hjemme hos Løkke til uofficielle forhandlinger.

Betyder det, at Liberal Alliance er ved at blive hægtet af?

»Nej, jeg havde prioriteret en aften med min yngste søn hjemme i Horsens. Og jeg havde en udmærket Sankthans aften med gode og venlige naboer,« svarer Anders Samuelsen, der ikke er fornærmet over, at Kristian Thulesen Dahl tilsyneladende får en hel del mere tid sammen med Lars Løkke Rasmussen, end Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti får.

{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}

»Nej, for jeg er jo i den heldige situation, at jeg kan spørge jer om, hvor mange mandater Venstre og Dansk Folkeparti har tilsammen?,« lyder det retoriske spørgsmål fra Anders Samuelsen til de fremmødte journalister.

Et spørgsmål, den politiske leder selv svarer på for dernæst at stille et andet spørgsmål, der leder ham hen til pointen om, at Lars Løkke Rasmussen og Kristian Thulesen Dahl ikke kan køre parløb alene:

»De har 71 mandater, og hvor meget skal der til et flertal? 90 mandater,« siger Anders Samuelsen, der afslutter med ordene:

»Så vi har 13 afgørende mandater, og det går vi ind og fortæller ham.«