Bruxelles. Til juleaften vil der være udsigt til skattelettelser under juletræet.

Det fastholder Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen. Men han undlader at svare på, om de bliver "historisk store skattelettelser" som tidligere lovet.

- Jeg har ingen kommentarer til det videre forløb. Nu går forhandlingerne i gang, og jeg er tryg ved, at de lander ganske fint, og det gør de også før jul.

- Jeg er sikker på, at der er en bred forståelse for, at det gør vi, og det kan vi sagtens. Vi er langt i forhandlingerne, vi skal nok få landet det her. Jeg er helt tryg ved det, siger han i Bruxelles.

Her er Samuelsen og EU's andre udenrigsministre til møde med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, kaldte det mandag i sit ugebrev "grotesk", at et regeringsparti har bebudet, at det ikke vil stemme for sin egen finanslov, medmindre der gives "historisk store skattelettelser".

LA vil kun stemme for finansloven, når den er til endelig afstemning i Folketingssalen før jul, hvis der forinden er faldet en skatteaftale på plads.

Kristian Thulesen Dahl vil dog ikke love, at der kommer en skatteaftale, inden finansloven skal vedtages.

/ritzau/