Paraden er på vej gennem lejren i Patrol Baseline i Helmand-provinsen. Om få minutter vil H.K.H. Kronprins Frederik, den siddende forsvarsminister Gitte Lillelund Bech og resten af de prominente gæster nå til fællesområdet.

Det har Samuel Enig luret. Midt i området har han diskret placeret sig med sin kaffemølle, og med det lille håndsving maler han på nærmest meditativ vis de eksklusive kaffebønner, der står i stærk kontrast til feltrationens pulverudgave. Ganske som ventet, går duften fra den lyshårede fyrs håndmalede kaffebønner ikke forsvarsministers næse forbi. ”Laver du kaffe,” spørger hun nysgerrigt. ”Ja, det er en god kaffe. Skal du have noget med?” svarer Samuel. Og før de andre konstabler overhovedet når at opfange det lille nummer, har Samuel Enig endnu engang placeret sig i centrum af begivenhederne og fanget forsvarsministeren og kronprinsens fulde opmærksomhed.

”Så kunne vi andre bare stå at kukkelure,” fortæller en af konstablerne i gruppen, Jonas Vogel om episoden i efteråret 2010. ”En standard Enig,” fortsætter gruppefører Jens Fogh. Og da gruppeføreren tre måneder senere snakker med forsvarsministeren ved en gravplads i Vejle - Samuels grav - husker forsvarsministeren udmærket den lyshårede fyr med kaffemøllen. ”Generelt ved folk, hvem han er. Man husker ham,” siger Jens Fogh.

Det stod klart, allerede da Samuel i 1987 kom til verden på Vejle Sygehus som den yngste i en søskendeflok på fem. Der var de to pligtopfyldende storesøstre, de to vilde tvillingebrødre og så var der Samuel. ”Vi var seks om at passe ham, så han var meget forkælet,” fortæller Samuels mor, Susanne Dinesen.

Den lille knægt kunne især snøre sin far. Mens de andre søskende var vant til at få 20 kroner i lommepenge, kiggede Samuel først på tyveren og så sin far: ”Hvordan skal jeg kunne leve af det?” Og så blev mønten skiftet ud med en seddel. Samuel var en dreng, der stædigt kæmpede for sin vilje.

Efterskole kærlighed

I teenageårene blev Samuels forældre skilt, hans ældre søskende flyttede hjemmefra, og Samuel havde svært ved at finde sig tilrette i de nye rammer. Han ville på efterskole.  Men det var der ikke umiddelbart opbakning til i familien. Sådan noget var jo dyrt. Men Samuel, han ville af sted. Torsdag den 1. september i niende klasse gik han derfor op på viceinspektørens kontor på Nørremarkskolen i Vejle og meldte sig ud. Det var slut. Han kom ikke mere. Om fredagen blev forældrene indkaldt til møde på skolen, og søndag begyndte han på Unge Hjems Efterskole i Aarhus.

Her mødte han første gang Karina. Efter fire måneder på skolen var de begge to med på en teaterturne, og Karina, der ellers gik i tiende, fik øjnene op for den anderledes og lidt skæve fyr fra niende. Med sin lune onkelhumor stod Samuel i skarp kontrast til de andre smarte fyre på skolen. De to blev kærester, og da efterskolen sluttede, forsatte de begge to på kostgymnasiet i Rønde. Men i løbet af gymnasieårene gik de fra hinanden, og de næste otte år levede de hver sit liv. Hun i Silkeborg, mens Samuel flakkede rundt mellem Aarhus, Odense og til sidst København, hvor han blev optaget i forsvaret.

Men på en efterårsdag i 2009 modtog Karina en besked fra Samuel, om hun vil komme med til et arrangement for pårørende til soldater, der skulle udsendes til Afghanistan.

”Det var en temmelig stor ting, når han ligefrem spurgte: ”Vil du?”,” siger Karina. Samtidig undrede hun sig over, hvad i alverden, han lavede i militæret. I efterskoletiden havde Samuel set skævt til storebror Troels, hans forbillede, som havde valgt at gå ind i militæret. Men trods kovendingen i forhold til militæret, var det præcis den samme Samuel, Karina mødte ved arrangementet en februardag i København. Stadig lige stædig, lige skæv og stadig med en forkærlighed for at iscenesætte sig selv. Og derfra gik det stærkt.

De begyndte at snakke rigtig meget sammen, kyssede lidt og blev kærester. I syv måneder var de så meget kærester, som man overhovedet kan være, når man bor 200 kilometer fra hinanden og han i gang med at uddanne sig til Afghanistan. Og da udsendelsen nærmede sig, ville han pludselig ikke af sted. Endelig havde han fundet sin drømmepige. Men Karina skubbede på. Nu måtte han påtage sig sit ansvar. Af sted skulle han.

Umiddelbart inden udsendelsen blev de gift, så papirerne var på plads, hvis der skulle ske ham noget. Allerede i leave-perioden, hvor Samuel var hjemme på en kort orlov efter tre måneder i Afghanistan, fik de i al hast flyttet deres møbler ind i en ny fælles lejlighed i Odense, og så ventede planlægningen af selve bryllupsfesten med kirkevielse efter de seks måneders tjeneste i Afghanistan. For første gang siden han flyttede hjemmefra til efterskolen, havde han fundet en fast base at komme hjem til.

Det blev da også den fælles fremtid, overvejelser om brylluppet og andre små hverdagsting fra henholdsvis Odense og lejren i Patrol Baseline, der fyldte de næsten daglige samtaler over satellittelefonen fra Afghanistan. Det var kun få soldater, der sendte SMS’er fra Afghanistan. Dels fordi, Taleban eventuelt kunne opsnappe beskederne, og dels fordi det var rigtig dyrt. Men Samuel var god til at pleje dem derhjemme, faktisk i en sådan grad, at de andre ind imellem fik dårlig samvittighed, når han endnu engang kom ud fra teltet med satellittelefonen i hånden.

En mere tilbagetrukken karakter

Professionelt var Samuel næstkommanderende i sin gruppe. En god kammerat, der værnede om folks rettigheder. Egentlig havde gruppen regnet med at skulle til Armadillo. Men dagen før fik de at vide, at de i stedet skulle sendes til den mere primitive Patrol Baseline, fordi man havde valgt at reducere antallet af soldater i den fremskudte Armadillo-lejr. Den første dag i Patrol Baseline kørte et køretøj på en sprængladning og to konstabler fra det hold de afløste, Hold 9, omkom.

De efterfølgende uger var lejren udsat for angreb hver anden eller tredje dag, og det betød, at der hele tiden var vagtsat 20 ud af de i alt 34 mand i lejren. Det betød to timers vagt, to timers søvn – døgnet rundt og så patrulje om dagen. Presset fra Taleban var hårdt, og den ellers ressourcestærke gruppe, som Samuel var en del af, blev for alvor testet. Men efterhånden fik soldaterne råbt op om situationen med de mange vagter, og her gik Samuel forrest med budskabet. Han var også manden bag den såkaldte sangerbakke, der forsødede de mange timers vagt. Om aftenen, når kammerater sad ude og frøs på vagt de såkaldte sangere, en slags vagttårne, gik han rundt og tilbød kaffe, the og snacks. Når man alligevel kun fik to timers søvn, kunne han jo lige så godt sørge godt for sine kammerater, lød hans begrundelse.

I fritiden i lejren var Samuels rolle mere tilbagetrukken. På flere punkter faldt hans person ved siden af de andre højtråbende “fitnessjern” i gruppen. Ugens træningspas blev for Samuel altid skudt til sidste øjeblik. Og når han så nåede til søndag fandt han som regel på en eller anden undskyldning, så han slap helt. Nej, når de andre pumpede jern, foretrak Samuel at smække en computer op sammen med sin gode ven fra deltroppen. Ham og Olsen kunne sidde og nørde en hel aften, og de havde deres helt egen interne humor. ”Det ville være forkert at sige, at han gjorde alt, for at folk til at kunne lide ham. Men de folk, han selv kunne lide, gjorde han rigtig meget for,” fortæller gruppefører Fogh.

Et sidste opkald

Lørdag den 8. januar 2011 ringede Samuel ligesom enhver anden aften hjem til sin Karina. De snakkede om stort og småt, og han fortalte, at han skulle på en patrulje, så hun ville ikke høre fra ham et par dage. Næste morgen forlod gruppen lejren ved fire-fem-tiden, mens det stadig var mørkt, så de kunne ligge klar i stilling på deres sikringsopgave, når solen stod op. Men da de nåede frem, lå der i forvejen to stillinger, så gruppefører Fogh besluttede sig for at rykke videre til det compound, hvor de skulle overnatte.

Klokken var blevet syv, da de bevægede sig videre i terrænet. Solen var lige stået op og kastede skygger af de seks mænd ned i sandet. Gruppen skulle krydse et lille åbent stykke på cirka 30 meter for at nå fra et sikret spor over i et andet, som en mineplov havde lavet. Forrest gik sweeperen, MC. Lige bag ham hans sikringsmand, Vogel. De to arbejdede normalt tæt sammen om rutevalget og vurderingen af, hvornår der skulle sweepes - sikres med en minesøger.

MC  jokede med, at hvis han bare løb hen til mineplovens spor, så kunne talebanerne ikke nå at få ram på ham, og han tog et par hurtige skridt hen mod sporet. Lige bagved gik Vogel. Han noterede sig, at skyggen bag ham havde vokset sig lidt for stor. Nummer tre i kolonnen, Samuel, holdt altså ikke de tre-fem meters afstand, som sikkerheden krævede. ”Hold lidt mere afstand,” nåede Vogel akkurat at råbe over skulderen.

Et kort sekund efter blev Vogel og MC kastet frem og landede fire meter inde i mineplovens spor. Fogh, der gik som nummer fire i rækken blev blæst bagover og vågnede op på ryggen 30 meter derfra fik en skytte flået sin geværslynge af armen af en sten fra den kraftige eksplosion.

MC og Vogel, der kun havde været tre-syv meter fra eksplosionen, kunne hurtigt konstatere, at de ikke havde nogen fragmenter i kroppen. Men foran dem stod en 30 meter høj røgsøjle. De kunne ingenting se. Panisk forsøgte de at finde ud af, hvem der var gået på minen. ”Selvhjælp,” råbte MC og Vogel i munden på hinanden. Fulgte proceduren, selv om personen gemt i røgen med stor sandsynlighed ikke ville kunne hjælpe sig selv. MC satte i løb for at hjælpe. Vogel nåede at gribe om hans skulder og råbe: ”Nej!”, så MC faldt forover i sandet. Der skulle sweepes først, så de ikke risikerede at flere gik på.

Nærmest klistret til hinanden bevægede de sig ind i røgen. Her lå Samuel.

»Den lyshårede fyr med kaffen«

Synet af kammeraten chokerede de to, der hurtigt konstaterede, at der ikke var meget for dem at stille op. De fik sikret området omkring Samuel, så et hold af sanitetsfolk kunne komme til. Mens sygehjælperne kæmpede med standsning af blødningerne, fik lagt drop og anlagt hjertestarter, landede helikopteren, og Samuel blev fløjet til felthospitalet i Bastion, hvor han ankom mindre end fyrre minutter efter ulykken. Men redningen var slut, før den begyndte. Samuel var død.

I løbet af morgenen nåede samme besked til Danmark og livet gik i stå i Vejle, Odense, København og Korsør. Mor, far, to søstre, to brødre og en kone havde mistet deres Samuel. Hos storebror Troels ramte beskeden ekstra hårdt. Det var ham, der havde inspireret lillebror Samuel til at klippe gymnasiehåret af og vælge militæret. Det var hans fortællinger om sine oplevelser i Afghanistan, der havde tændt en gnist i Samuel. Endnu engang havde Troels mistet en nær til Taleban, men denne gang var det ikke en kammerat, han havde kendt i tre-fire år, men hans lillebror.

”De andre gange er jeg blevet ked af det, men har accepteret det, fordi det var en del af gamet. Men når man så oplever det fra den anden side, rammer hammeren bare,” fortæller Troels. Inden i var han knust, men livet som soldat fortsatte for Troels. Allerede inden Samuels død havde han sagt ja, til at tage til Afghanistan igen. Og det blev der ikke lavet om på. Han havde behov for at teste sig selv. Teste om han trods Samuels død stadig kunne være professionel soldat. Ellers ville han sige op med det samme.

På de første patruljer fyldte frygten alt i hans hoved. Han var bange og så spøgelser overalt. Men i løbet af de seks måneder forsvandt frygten. ”Frygten kunne jeg jo ikke bruge til noget. Hvis det sker, så sker det. I sidste ende er det alligevel ikke op til en selv,” siger Troels.

Og selvom mange synes, han var en idiot, da han tog af sted anden gang, fandt han i Afghanistan det svar, han havde brug for. At han trods sin brors død kunne agere professionel som soldat. At han som delingens sanitetsansvarlige kunne præstere, når situationen krævede netop hans ekspertise. At han stadig var en god soldat. Det var vigtigt for ham, for at kunne komme videre med sit eget liv.

I centrum af Nordre Kirkegård i Vejle lyser en lille ildkugle. Her ligger en anden god soldat. Lyset kommer fra en bronzekugle på toppen af en kæmpe sten i bornholmsk granit. Foran ligger et lille klippestykke. Sprængt fra moderstenen. Symbolet på en ung mand, hvis liv sluttede brat og alt for tidligt.

På bænken foran gravstedet kan man savne og mindes. En god søn. En god bror, kæreste og kammerat. Og skulle nogen være i tvivl, så afslører kaffemøllen på det afsprængte klippestykke hvem. Den lyshårede fyr med kaffen. Samuel Enig.