»Der burde jo findes en slags manual for, hvordan man skal forberede sig på døden, for det er ikke muligt at forestille sig det, man ved ikke, hvor man skal begynde overhovedet.«
Ordene er Veronicas. Hun er 29 år, ramt af en sjælden, aggressiv nervesygdom og ved, at hun snart skal dø.
Veronica er ét af de syv mennesker, der har lagt tanker og ord til instruktøren Therese Willstedts forestilling »Døden«, som har premiere på Det Kongelige Teater i aften. Syv vidt forskellige personer – i alder og profession, i tro, familieforhold og holdning til livet. Med kun det ene til fælles, at de ved, at døden venter dem lige om hjørnet.
Gennem timelange interviews har Therese Willstedt lyttet sig ind på deres tanker og følelser. Sorgen over at skulle forlade deres kære og bekymringen for, hvordan det skal gå dem. Angsten for det ukendte, men også glæden ved det liv, de stadig har tilbage.
Den unge danserinde, der står på tærsklen til livet og vil danse lige til det sidste. Den gamle videnskabsmand, der ser en særlig skønhed i bevidstheden om, at vi med døden vender tilbage til det intet, vi kommer fra. Præsten, der finder trøst i sin tro, men alligevel kan anfægtes. Den midaldrende kvinde, der først med døden inden for synsvidde får mod til kun at gøre lige præcis det, hun selv har lyst til. Og den livstrætte, der ser frem til døden som en forløsning.
Det hele er stykket sammen til en collage af ord og bevægelse, personificeret af skuespillere fra Det Røde Rum og dansere fra Den Kongelige Ballets eksperimentalscene Corpus.
Trods sine kun 30 år har Therese Willstedt allerede haft døden tæt inde på livet flere gange.
Hun har mistet mennesker, der stod hende nær. Og da hun som bare 17-årig elev på Balletakademiet i Göteborg tjente til studierne som vikar på et plejehjem, blev hun – ufrivilligt – pålagt hvervet som vågekone for en ældre kvinde, der skulle dø.
»Jeg sad hos hende lige til dødsøjeblikket. Det var en meget stærk oplevelse, jeg havde aldrig tidligere set nogen dø,« mindes hun. »Det, som slog mig enormt hårdt, var, at hun ikke havde nogen familie hos sig. Og netop hendes alenehed, mens jeg sad der og holdt hendes hånd, fik mig til at tænke over – hvad er det, hun ser og føler lige nu, hvad er det for en rejse, hun nu har begivet sig ud på?«
Vores egen dødelighed som centrum
Den oplevelse sad stadig dybt forankret i hendes bevidsthed, da hun for snart et år siden blev spurgt, om hun ville lave en forestilling på Det Kongelige Teater.
»Vi kan alle forholde os til, hvordan det er at miste nogen, men det at stå på den anden side, at skulle miste sig selv, det er meget svært at forestille sig. Det ville jeg gerne udforske,« siger hun. »Jeg ville, at vi skulle forholde os til vores egen dødelighed.«
Derfor besluttede hun at opsøge mennesker, som helt konkret var konfronteret med døden. Som kunne fortælle hende, hvordan man reagerer, når man har fået at vide, at man snart skal dø, hvordan man oplever omgivelsernes reaktion, og hvilke forestillinger man gør sig om det, der kommer efter. Nogle af interviewpersonerne fandt hun på hospice, andre via sin egen bekendtskabskreds.
»Det var selvfølgelig ikke alle, der havde lyst til at tale med mig. Men mange ville rigtig gerne,« siger hun. »Jeg tror, at mange mennesker, som snart skal dø, oplever, at omgivelserne har svært ved at håndtere det. Folk enten fjerner sig, fordi det er for hårdt at tale om – eller også gør de alt for meget og behandler den syge, som om vedkommende allerede lå på sit yderste.«
Therese Willstedt oplevede også selv den uformåenhed og usikkerhed i mødet med mennesker, der snart skal dø.
»Døden er så privat, og den proces, folk er i, så personlig, det kan ikke blive mere skrøbeligt end det,« siger hun. »Det var vigtigt for mig at opnå fuld fortrolighed, fortælle, at jeg ville komme til at spørge om alle mulige ting, men at de måtte sige fra, hvis de ikke havde lyst til at svare. Og så handlede det om bare at give tid, tillade pauserne, tillade stilheden.«
»Døden« er den første forestilling på Det Kongelige Teater, hvor skuespillere fra Det Røde Rum og dansere fra Corpus arbejder sammen. Det har været et helt specifikt ønske fra Therese Willstedt, der ud over instruktøruddannelsen også har en baggrund som danser.
»Jeg er vant til at tænke i bevægelse, og netop i denne forestilling passede det meget fint både at have talesproget og dansesproget til rådighed,« siger hun.
»Jeg oplevede under interviewene, at det ofte var svært for folk at sætte ord på deres tanker og følelser. Så var det smukt at se, hvordan de i stedet viste det med hænderne eller et blik, når det verbale sprog kom til kort. Det har vi overført til forestillingen. Også fordi det at dø jo ikke kun er en psykologisk, men også en fysisk proces.«
Kærlighed og humor i døden
Kunstnerisk og fagligt har »Døden« været en stor udfordring.
»Jeg har aldrig tidligere haft et materiale i hænderne, der har været så skrøbeligt og så stærkt, og hvor jeg har følt et så ekstremt ansvar,« siger hun. »Det har været meget vigtigt for mig – for os allesammen – at vise respekt for de mennesker, vi portrætterer i forestillingen. De skal have en værdig exit. Jeg har bestræbt mig på hverken at bagatellisere deres historier eller give dem alt for store tolkninger. Det har været en udfordring at beholde det autentiske og samtidig iscenesætte det.«
Al tekst i forestillingen er en del af de interviews, Therese Willstedt har foretaget med de syv. Der findes ingen anden tekst, understreger hun.
»Men jeg kan selvfølgelig ikke fortælle syv livshistorier på halvanden time, så jeg har valgt at skære ind til der, hvor henholdsvis enigheden og kontrasterne findes, og hvor vi kan vise, hvilken rejse de er ude på. Stykket er sammensat som en collage af scener og situationer, der er ingen fortløbende handling, men alligevel en udvikling, hvor personerne kommer nærmere og nærmere imod – ikke en accept af døden, men en indsigt, hvor de taler mere og mere konkret om det at skulle forlade.«
Arbejdet med forestillingen har også været en personlig rejse, der har givet ny indsigt i hendes eget liv.
»Jeg brugte hele sommeren frem til prøvestart i oktober på samtalerne, og jeg har haft disse mennesker i mit hoved og deres stemmer i mine ører i alle de mange timer, hvor jeg har siddet og lyttet til båndene og arbejdet med teksten,« siger hun.
»Jeg tror endnu ikke, jeg er helt klar over, hvor meget det har ændret mig. Indsigten kommer mere og mere, men jeg er nok aldrig blevet så konfronteret med mit eget liv, og hvad jeg bruger min tid på, og har reflekteret så meget over mine egne valg som i disse måneder.«
Selvom forestillingen bevæger sig omkring noget af det, der gør allermest ondt i livet, er »Døden« ikke udelukkende en sørgelig fortælling, understreger Therese Willstedt.
»Der er så meget kærlighed, poesi og skønhed i den. Også enormt meget humor, faktisk,« siger hun. »Jeg har været så heldig med de mennesker, jeg har interviewet, vi har både grædt, men også grint meget sammen. Ind imellem siger de ting, der er så sjove, at man næsten ikke tror, de mener det. Så selv om det er sørgeligt, kan man også grine.«
»Døden« spiller i Skuespilhuset, Det Røde Rum, til 25. marts.