Hvis man vil være »in« på mobilfronten, skal der ligge en Samsung-telefon i lommen.
Den sydkoreanske mobilgigant, der gennem halvandet år har været verdens største mobilproducent, sidder solidt på det europæiske mobilmarked. Næsten halvdelen af alle solgte smartphonetelefoner gennem de seneste måneder står der Samsung på.
Det viser tal for marts til maj 2013 fra analysefirmaet Kantar, og de svarer godt til opgørelsen af mobilsalget i januar-marts i år.
Apple går tilbage
Ifølge analysehuset IDC solgte Samsung i januar-marts 14,3 millioner smartphonetelefoner i Vesteuropa, som omfatter Danmark. Det svarer til en markedsandel på 45 procent mod 39 procent for et år siden.
Samtidig faldt Apples salg i Vesteuropa fra 7 millioner telefoner for et år siden til 6,2 millioner, og dermed faldt også markedsandelen fra 25 til 20 procent. Sony kom ind på tredjepladsen med en markedsandel på 10 procent, mens sydkoreanske LG sad på fire procent - en fordobling fra to procent for et år siden.
Med Samsung som trækhest dominerer dermed Googles mobilstyresystem Android. 69 procent af alle mobiltelefoner blev i første kvartal leveret med Android. For et år siden var det 55 procent.
Laveste vækst i ni år
Europæerne er dog ved at nå mætningspunktet, hvad angør smartphonesalget. IDC skønner, at væksten i smartphonesalget i Europa bliver det laveste i ni år. I første kvartal steg salget med 12 procent til 31,6 millioner styk, men det er den laveste vækst fra år til år, siden IDC i 2004 begyndte at måle smartphonesalget. Årsagen er, at de fleste nu har en smartphonetelefon, og at udskiftningstakten ikke er så stor som hidtil.
