Asiens største elektronikproducent, Samsung, er tilsyneladende takket være sine populære Galaxy-telefoner blevet verdens største producent af mobiltelefoner overhovedet.
Det sydkoreanske industrikonglomerat ser ud til for første gang nogen sinde at have overhalet finske Nokia på det samlede salg af mobiltelefoner. I efteråret sendte Samsung Nokia ned på 2.-pladsen målt alene på salget af de avancerede smartphonetelefoner.
92 mio. telefoner solgt på tre måneder
Samsung har solgt omkring 92 millioner mobiltelefoner verden over i 1. kvartal 2012, vurderer flere analytikere over for nyhedsbureauet Bloomberg News. Nokia har solgt 83 millioner telefoner - heraf 12 millioner smartphonetelefoner og 71 millioner af de billigere telefoner - i samme periode.
Galaxy-serien er blevet Samsungs bedstsælgende nogen sinde. Den består af efterhånden en række mobiltelefoner i forskellige størrelser med Galaxy Note som den absolut største. Desuden er alle Samsungs tavlecomputere i Galaxy Tab-serien.
Samsung fremlagde i sidste uge et rekordregnskab, som slog den hidtidige rekord fra for tre måneder siden.
Sydkoreanerne menes at have solgt 44 millioner smartphonetelefoner i første kvartal. Det er mere end en tredobling i forhold til sidste år på samme tid, og en afløser for Galaxy S II ventes klar til juni.
