70meter over havoverfladen. Søren Hermansen kæmper med den rigtige grimasse til fotografen, mens han skræver over Bonusvindmøllens generator - kilden til strøm for 600 boliger på Samsø. Han fortæller, hvordan vindmøllen bidrager til, at Samsø kan blive både rollemodel og fristed for fremtidens Danmark. Søren Hermansen fortæller også om, hvor meget et japansk TV-hold fylder på den lille platform i toppen af vindmøllen, og hvor meget udstyr en National Geographic-fotograf slæber med op ad de mange stigetrin - eller amerikanske journalister eller engelske for den sags skyld.

Den energiske øbo har erfaring med dem alle, for han fortæller en god historie. En vision, som tiltrækker ikke bare internationale medier, men også studerende, forskere og erhvervsfolk i hobetal - 6.000 sidste år, og som tilmed i kraft af Samsø Energiakademi ser ud til at kunne veksles til en god forretning for både store danske virksomheder, danske politikere og ikke mindst for den ø, der lægger udkantsområde til idéen.

Set fra toppen af en vindmølle giver det hele mening. Samsø er selvforsynende med 100 pct. grøn strøm og 70 pct. varmeproduktion fra sol, jord og biomasse. Alle øens energikilder er ejet af øboerne selv, og næste mål er allerede tegnet klart op: Samsø skal være fossilfri i 2020. Selvfølgelig er det en historie, der er værd at fortælle i både Amerika og Asien. Men det er også et godt bud på, hvor øsamfundet, trods tiltagende affolkning, kan finde aktive ben at gå ind i fremtiden på.

»Samsø er en meget lille prik på et verdenskort, men vi har opnået meget. Selvfølgelig er vores energiakademi for lille til at være reelle industripartnere for nogen, men vi har en markedsføringsværdi, der vækker interesse i virksomheder som Vestas og Dong, og vi er så småt ved at lære, hvordan vi udnytter den værdi,« siger Søren Hermansen.

Den værdi blev hævet betragteligt i 2008, da Time Magazine udråbte Hermansen til såkaldt »Hero of the environment« i en stort opsat artikel. Siden har han slået sit navn fast som en vaskeægte energi-kendis, forfatter, foregangsmand og tilmed hovedrolleinde­haver i en japansk tegneserie, der giver svaret på klodens - og et atomkraftfrit Japans - udfordringer. Samtidig er Søren Hermansen samsing med stort Ø, arbejdsgiver og optimist på sin hjemstavns vegne.

»Vi er lidt i knæ. Der er ikke de arbejdspladser, der har været, og de unge flytter. Men det er altså ikke ren depression, for Samsø er også en masse ressourcer og folk, som er gode til at se muligheder i nye tiltag. Jeg tror på, at vi kan blive et vigtigt åndehul i en fremtid, hvor alle er flyttet til byen. For når alt kommer til alt, kan ingen jo holde ud at bo i en by,« siger han med et grin.

Ikke en turistattraktion

Men selv om Samsø skal være et åndehul, skal øen ikke kun være et paradis for afslapning. Det skal være »for real«, siger direktøren: Et levende samfund baseret på alternativer til byen, hvor nichefødevarer og energisatsning spiller store roller.

»Vi erkender, at vores samfund ikke vokser, men vi har nogle ressourcer, som I kan bruge, og jeg tror på, at det handler om at skabe grobund for frivillige alliancer mellem udkant og byer,« lyder det.

Samsø Energiakademi har syv fuldtidsstillinger og kan ikke alene bære øsamfundets erhvervsmæssige fremtid, men akademiet viser mulige veje at gå og har bevist sin evne til at trække fagfolk til øen året rundt.

»Det er meget vigtigt for mig, at vi ikke er et eksperimentarium, men et akademi. Vi vil gerne have gæster, men vi er ikke en klassisk turistattraktion,« slår direktøren fast.

I stedet handler det om at samle viden og aktiviteter fra ambitionen om det grønne Samsø. Det har Søren Hermansen gjort med succes de seneste ti år. Samsø blev Danmarks officielle energiø i 1997, og siden gik visionære folk på øen i gang med at skaffe penge blandt andet til et lille sekretariat, som fik daværende efterskolelærer Hermansen i spidsen.

I 2007 åbnede Samsø Energiakademi. Søren Hermansen viser rundt i den langhus-lignende lavenergikonstruktion. Bygningen består hovedsageligt af et stort rum med skillevægge i midten. Centrum af bygningen bugner af platter og statuetter.

»Vores hall of fame and horror,« lyder det fra Søren Hermansen, mens han fremviser alt fra den japanske tegneserie til den Göteborg-pris, han som første dansker fik i 2009 - en slags miljøets Nobel-pris, der bringer Hermansen i selskab med andre modtagere som Kofi Annan, Al Gore og Gro Harlem Brundtland. Den seneste hæder er endnu ikke kommet på hylden: ManagEnergy Award 2012, som akademiet modtog ved et EU-arrangement i Bruxelles 19. juni i konkurrence med 64 projekter fra 23 lande for arbejdet med at gøre Samsø selvforsynende med energi samt - ikke mindst - for at gøre det på en måde, som inddrager og aktiverer lokalsamfundet.

Ikke et hippie-projekt

Helt ærligt, så anser flertallet af øboerne nok Søren Hermansen og hans Energiakademi for at være en anelse flyvsk. Det erkender direktøren, men samtidig understreger han, at det netop er den folkelige opbakning, der har gjort projektet med en energiø muligt.

»Efter at have tygget på det nogle gange, så smede, bønder og andet godtfolk jo nogle muligheder i det her. Der skulle bygges en del og lægges rør til fjernvarmen. Samtidig medførte tilskudsordninger, at det hele også kunne betale sig. Og når vi for eksempel laver varme, ligger omsætningen jo på Samsø. Vi betaler naboen for varmen i stedet for nogle andre,« siger Søren Hermansen og fastslår:

»Vi er ikke idealistiske hippier. Folk går ind i det, fordi der er noget at hente i det for dem.«

Han lægger ikke skjul på, at der er en vis konservatisme i øsamfundet, der trods alt stadig tjener de fleste penge på landbrug og turisme. Derfor er hans rolle i høj grad blevet at være oversætter af muligheder - fra flyvske, grønne visioner til konkrete fordele og perspektiver.

»Der er en generel tendens til at holde krampagtigt fast i det, man kender, men det er jo en del af en innovationsproces, at ting lukker. Så handler det om at sælge idéen i det nye, der opstår i stedet, og helst uden at støde folk for meget på stoltheden,« siger han.

Flere af Samsøs storbønder har i dag suppleret kartoflerne med energiafgrøder, ligesom flere har investeret i en eller flere vindmøller både på og uden for øen.

En ny virkelighed

Fra udsigtsposten i toppen af vindmøllen peger Søren Hermansen på det store - nu lukkede - svineslagteri og på det store staldanlæg, som blev opført for at holde liv i slagtningerne. Han erkender, at øsamfundet er under pres, men fra møllen kan vi også se traktorer og lastbiler på vejene, de biofyrede varmeværker og striben af vindmøller, der omkranser den storslåede natur. Selv med de mest realistiske briller på står energimanden fast på sin optimisme.

»Det er tvivlsomt, om vi bliver ved med at være 4.000 mennesker herovre. Men det er heller ikke vigtigt, for de værdier, der er her, bliver ved med at være her. Vi er i gang med stille og roligt at tilpasse os en ny virkelighed, hvor øen får en ny rolle, og hvor befolkningen er sammensat af både helårsøboere og del­tidssamsinge. Folk, som måske arbejder og bor i byen, og så har en vindmølle herude, der leverer deres energi,« siger Søren Hermansen.