Salgstider for fritidshuse og villaer nærmer sig hinanden
Salgstiden er hen over den seneste måned steget på villaer og rækkehuse, mens den er faldet på sommerhuse.
Salgstiden er hen over den seneste måned steget på villaer og rækkehuse, mens den er faldet på sommerhuse.
Hen over marts måned er salgstiden på villaer og rækkehuse steget knap tre pct., mens den for landets sommerhuse er faldet en anelse. Generelt er der dog stadig stor forskel på de to boligtyper, idet det i gennemsnit tager 180 dage at sælge en villa eller et rækkehus, mens det tilsvarende antal dage for sommerhuse er 323 på landsplan. Det viser Boligsiden.dk’s salgstal for marts måned.
»Der er dog en række kommuner, hvor forskellen i salgstiden for sommerhuse og almindelige huse bliver mindre og er tæt på at krydse. I fem områder er den gennemsnitlige forskel i salgstiden nu under to måneder. Det er ret unikt,« siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.