Det skulle have været kort proces. På en længere historie.

En attentatmand søgte i går at sætte et punktum på en hovedhistorie om Danmark og resten af verden i de seneste ti år. Mordforsøget på debattør og formand for Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, var formentlig et forsøg på at slå en holdning ihjel.

Motivet er ganske vist i skrivende stund stadig ufortalt. Men allerede få timer efter attentatforsøget flød nationens fælles torv, Facebook, over med politikere og debattørers godtgørelse af, at angrebet på Lars Hedegaard er et angreb på demokratiet. Det er et angreb på friheden og på nationen.

»Hvis Lars Hedegaard er blevet forsøgt skudt på grund af sine politiske holdninger, må det sammen med det bestialske mordforsøg på Kurt Westergaard (Jyllands-Postens muhammedtegner, red.) være det mest alvorlige politiske attentat i Danmark i 128 år. (Siden mordforsøget på Estrup i 1885). Det er virkeligt barskt, og man savner ord, der er hårde nok til at fordømme sådan en ugerning,« skrev eksempelvis den konservative Rasmus Jarlov.

Under alle omstændigheder er nationen tilbage i muhammedkrisen. Nogle mente måske, at en sval besindelse i Danmarks lokale udgave af civilisationernes sammenstød var ved at indfinde sig. Men i går sendte en ukendt gerningsmand på Pelargonievej på Frederiksberg nationen tilbage i slagskyggen fra 11. september 2001.

»Danmark er for lille til store konflikter,« sagde statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i åbningstalen i Folketinget i oktober 2001. Halvanden måned senere tabte han magten i et indvandrervalg, hvor Anders Fogh Rasmussen (V) blev båret ind til sin sejrsfest på sloganet »Tid til forandring«. Og en værdikamp – ikke mindst det sekulære samfunds kamp mod religiøs fanatisme – har glødet eller flammet lige siden.

Tegningekrisen i 2006 satte som bekendt ikke blot dansk udenrigspolitik i lys lue. Muhammed-krisen skabte tillige nye brudflader og revner i dansk politik. Eksempelvis mellem nationalliberalister med Anders Fogh og Pia Kjærsgaard (DF) og på den anden side multikulturalister som Naser Khader og eks-udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) samt dele af dansk erhvervsliv, der alle mente, Danmark var blevet bornert og selvretfærdig, når man udsatte muslimer for »hån, spot og latterliggørelse«. Blot for at se, om de kunne tåle det. Som Uffe Ellemann-Jensen sagde til Berlingske Tidende i 2006:

»Muhammed-sagen har kaldt helt nye skillelinjer frem i dansk politik. Folk, jeg før var enig med, er jeg nu uenig med og omvendt.«

Muhammed-sagen gav med andre ord Danmark en ny værdi- og kulturkamp. Nationalkonservatisme mod internationalisme. Det angivelige knæfald for sorte præster, der kom ind fra højre mod de angivelige halal-radikales påståede sekteriske selvfedhed og moralske bessermachen som politiske tørklædeturister, der ikke forstod, at burka, chador eller hijab ikke er hip som hap.

Lars Hedegaard har i præcis denne kamp været en af de mest markante værdikrigere i de seneste år. Ikke mindst som stifter af og formand for Trykkefrihedsselskabet. Et selskab stiftet til arbejde for ytringsfriheden i 2004. Man skal ikke langt ned i formålsparagraffen, før det hedder: »Ytringsfriheden indebærer retten til at håne, spotte og latterliggøre levende og døde, guder og mennesker, religiøse og politiske dogmer, også selv om det krænker borgere i dette land. Krænkede følelser er en uundgåelig følge af borgernes mulighed for frit at ytre sig og et vilkår, enhver må leve med.«

I dag går alle ud fra, Hedegaards attentatmand i går middag stod på Pelargonievej på Frederiksberg, fordi han var lodret uenig. Og dertil mente sig og sine – formentlig muslimske brødre – hånet af netop Lars Hedegaard.

Formanden for Trykkefrihedsselskabet har flittigt offentliggjort sin overbevisning om, at civilisationernes sammenstød mellem den islamiske og den vestlige verden, med indvandring fra førstnævnte til sidstnævnte, vil føre til sharialove i Europa. Der skulle siges stop oven på 11. september. Det åbne vestlige samfund er sat på prøve. Frihed ligeså. Forestillingen om globaliseringens glatte velsignelse og demokratiets uproblematiske udbredelse styrtede i grus og forsvandt i støvet fra tvillingetårnenes kollaps.

Det er ret ned i dette brud, Lars Hedegaard har talt lige siden. Også da han i 2009 sagde, at muslimer »voldtager deres egne børn, det hører man hele tiden, piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far«. Hedegaards generalisering ramte umiddelbart i eget ansigt. Som affyrede han et gevær, hvis løb viste sig at være beskidt. Debatten bagefter var omfattende. Og omvendt proportional med Trykkefrihedsselskabets betydning i almindelighed og dets begrænsede folkelige udbredelse i særdeleshed. Selskabet blev beskyldt for at have en næsten patologisk optagethed af islam og muslimer. Hedegaard modererede sine udtalelser. Med krudtslam fra egen bredside i hovedet. Lige som han udmeldte sig af Dansk Folkeparti for ikke at være »en belastning«.

Trykkefrihedsselskabets og Lars Hede-gaards vægt i samfundsdebatten syntes på sit hidtil laveste niveau siden stiftelsen. Lydhørheden over for formanden var ikke, hvad den havde været i 00erne. Indtil i går da attentatmanden dukkede op foran Hedegaards hoveddør.

Siden har sociale medier såvel som medier i al almindelighed været pakket minut til minut, time til time, væg til væg med Trykkefrihedsselskabet, dets formand, deres hovedsag samt massiv uforbeholden støtte til Lars Hedegaard som symbol på demokrati og ytringsfrihed, der heldigt og lykkeligt har overlevet et brutalt angreb på sig. Gerningsmanden missede ikke blot sit mål. Han synes også at have skudt sig selv og sin sag i op til flere lemmer og levninger. Gik attentatmanden efter at slå en holdning ihjel og føde en splid, efterlod han i sin flugt det modsatte. I stedet for punktum for Hedegaard, satte han et udråbstegn, hvorpå der nu følger et kolon. Sagen er genoptaget.