FC Københavns U19-hold viste vejen mod de unge Madrid-stjerner få timer før aftenens Champions League-brag i Parken.

Foran knap 2.000 tilskuere på Frederiksberg Idrætspark besejrede morgendagens københavnske stjerner i et underholdende opgør Real Madrids U19-talenter, der blandt andre havde den tidligere verdensstjerne Zinedine Zidanes søn i aktion. Det sender københavnerne videre i UEFA Youth League - også kaldet ungdommens Champions League.

De unge løver var undervejs bagud 1-2, men formåede med en mand i overtal at vende det hele på hovedet. Efter to hurtige mål af først Mikkel Wohlgemuth og siden Marcus Mathisen stod den pludselig 3-2. En stilling, der holdt kampen ud.

Med sejren slutter FC Københavns U19-mandskab på 10 point, hvilket rækker til en flot andenplads efter netop Real Madrid. En stor triumf for FCK-talenterne, der ligesom A-holdet har haft Galatasaray og Juventus som de øvrige modstandere i turneringen. Før dagens kamp var det blevet til en sejr over tyrkerne samt tre pointdelinger. Derfor var sejren over Real Madrid påkrævet for at avancere i gruppen. Den kom og dermed venter ottendedelsfinalerne i foråret.

En flot optakt til aftenens storkamp, hvor Ståle Solbakkens tropper tager imod Cristiano Ronaldo og co. Den kamp starter klokken 20:45.