Journalisten Rob Schmitz fra businessmediet Marketplace har fået lov at komme ind på FoxConn i Shenzhen - en fabrik, hvor der laves iPads. Han beskriver blandt andet, hvordan hundredvis af kinesere hver dag står i kø for at søge arbejde på fabrikken. Nogle af dem har endda brugt flere dage på at rejse til byen.
Foxconns fabrik i Shenzhen har nemlig ry for at være en af de bedre arbejdspladser i Kina, fortæller Rob Schmitz. På trods af, at arbejdet er ensformigt og hårdt, er Foxconn en af de bedre arbejdsgivere til at betale løn til tiden, ifølge Schmitz. Samtidig har de investeret i forskellige goder til medarbejderne, for eksempel idrætsfaciliteter, hvilket man også kan se i videoen.
Se Rob Schmitz' reportage fra FoxConn-fabrikken i Shenzhen:
Der har ellers været masser af kritik af arbejdsforholdene for de kinesiske fabriksarbejdere i løbet af de seneste år. Rob Schmitz har selv tidligere forsøgt at afdramatisere nogle af journalisten Mike Daisys rædselsfortællinger om FoxConn.
Daisy har rettet en hård kritik mod det, han mener er inhumane arbejdsforhold på Apples fabrikker i Kina. Blandt andet fortæller han om fabriksarbejdere på 12 år og 14 timers arbejdsdage (linket herunder).
Men der rejst tvivl om, hvor troværdig Mike Daisy er. For eksempel har radiostationen This American Life dedikeret en hel times udsendelse på at rette faktuelle fejl i deres program 'Mr. Daisy and the Apple Factory', hvor beskrivelsen af livet på FoxConn-fabrikkerne var delvist opdigtede, som de selv beskriver det.
Selvmord hos FoxConn har også fået en del omtale i en række medier. Ifølge blandt andet The Daily Mail begik mindst 14 fabriksarbejdere selvmord i 2010, hvorfor FoxConn satte kæmpe net op omkring fabrikstagene for at afholde folk fra at hoppe ud over kanten. Samtidig skal de ansatte fremover skrive under på, de ikke vil begå selvmord, når de bliver ansat, lyder historien.