På en af påskeferiens allerførste dage spiste jeg morgenmad med min datter, hendes far og dennes nye kæreste. De medbragte morgenbrødet, jeg stod for røræg og en elendig omgang bacon. Det var sådan en dag, hvor solen skinnede så klart, at man tydelig så det vintermatte lag, der lå henover vinduerne. Sådan en dag hvor man bare får lyst til at komme ud.

Samme morgen havde jeg stået i køkkenet og følt den der mærkelige følelse af lykke, der kan opstå når som helst, når man er åben for det. Den pludselige fornemmelse af at livet er godt, og at alt er muligt. Min gamle præst sagde, at det var det, der skete, når sprækken mellem det himmelske og det jordiske åbner sig.