Når EU-kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, i dag præsenterer et udspil til en fælles og mere solidarisk fordeling af EUs asylansøgere, vil medlemsstaterne givetvis hæfte sig ved én bestemt ting:

I hvilken grad vil udspillet skabe kontrol med EUs grænser og dermed over tilstrømningen?

Sagen er, at tilslutningen står og falder med, at EU kan præstere en samlet løsning, der er bedre end de midlertidige foranstaltninger, som landene hver især har indført i den sidste tid for at begrænse antallet af potentielle asylansøgere.

EU-landene forstår nemlig udmærket, at de 120.000 nye asylansøgere, der skal fordeles, sandsynligvis ikke er en engangsforestilling: Det er kun begyndelsen.

De mange lande, som hidtil har modsat sig en fælles fordelingspolitik, har således én hovedindvending: At en central fordeling af asylansøgere snarere vil øge end begrænse antallet. For asylansøgere vil ikke længere skulle frygte at klodse ind i den forkerte spanske eller ungarske grænsekontrolpost, for nu er det hele sat i system: Er man kommet til EU, kan man regne med at blive fordelt.

Ja, selv i Tyskland er der en vis nervøsitet at spore over fordelingspolitikken: For hvordan er det nu lige, at man har tænkt sig at få asylansøgere til at forstå, at de er blevet fordelt? Hvad skulle forhindre dem i at tage tilbage over grænsen fra Østrig eller Polen til Tyskland som de hidtil har gjort?

Indtil videre er der imidlertid intet, der tyder på, at EU-kommissionen har udtænkt et effektivt system til, hvordan man begrænser antallet. Kommissionen forudser foreløbig oprettelse af såkaldte hotspots i yderstater som Grækenland og Italien, hvor alle registreres og flygtninge skilles fra migranter, og migranterne sendes tilbage med det samme.

Det lyder velordnet, men i praksis er det meget svært. For det første er forestillingen om en hurtig asylbehandling en illusion. Som Frontex, EUs grænseagentur, har gjort opmærksom på, er der opstået et marked for handel med pas fra stater som Syrien, eftersom asylansøgere fra Syrien kan påregne at blive i EU.

På disse hotspots skal EU-personel altså i hvert enkelt tilfælde afgøre, om de står overfor en syrer, der er på flugt fra Assad eller Islamisk Stat, eller en palæstinenser eller jordaner, der lader som om, at han er syrer, fordi han heller ikke magter forholdene derhjemme. Og der er ikke noget folkeregisterkontor, man kan ringe til i Syrien og spørge.

Der bliver tale om gigantiske hotspots, hvis asylbehandling i EU primært skal foregå her og ikke kan gennemføres lynhurtigt.

Hertil kommer, at det er uklart, hvordan man vil bære sig ad med at hjemsende dem, der bliver stemplet som immigranter. Sidste år lykkedes det kun EU-landene at sende 39 procent af de afviste asylansøgere tilbage.

De formodede hjemlande vil ikke have dem, når man ikke kan bevise, hvem de er, og det kan man sjældent, hvis dokumenterne er falske eller bortkommet.

EU-kommissionen bliver derfor også nødt til at lave et fælles solidarisk system for afviste asylansøgere, for ellers går Grækenland eller Italien næppe med til, at der oprettes hotspots hos dem.

Spørgsmålet er så, om der overhovedet er noget, man ville kunne gøre for at standse tilvandringen til EU? Der er der, men det er drastisk.

Hvis kommissionen – i kombination med omfattende økonomisk bistand og smørelse – aftalte med landene i asylansøgernes nærområde, det vil sige hele Mellemøsten, at asylansøgere kunne sendes hertil, så ville flygtningestrømmen stilne af.

EU ville stadig skulle garantere beskyttelse af flygtningene i henhold til konventionerne; og hvis det blev grebet rigtigt an, ville de EU-kontrollerede lejre gavne udviklingen af nærområderne. Men det ville ikke gøre asylansøgerne glade.

Samtidig ville EU skulle genoprette den fysiske kontrol med sine ydre grænser ligesom Spanien, der sidste år kun modtog 2.100 asylansøgere. Det er ikke et eksotisk forlangende: Grænsekontrol har traditionelt hørt til en stats kerneopgaver, og EU er en overstatslig enhed.

Et gæt lyder, at disse forslag ikke vil være blandt EU-kommissionens forslag. Et andet gæt lyder, at det vil de være om et år.