Efter Danmarks 0-0 kamp mod Armenien, vandt Portugal på et sent mål over Albanien, og dermed er Danmark tre point efter Portugal og et point foran Albanien inden de sidste kampe.
Danmarks muligheder for at komme direkte til EM afhænger dog af, hvordan det går mellem Portugal og Danmark i næste spillerunde.
Men her er mulighederne:
1) Danmark slår Portugal
Vinder Danmark i Portugal, er der muligheder for direkte kvalifikation til EM i Frankrig, men det bliver stadig ikke nemt. For så kræver det, at Portugal taber i Serbien, eller at Albanien maksimalt henter fire point i deres sidste to kampe.
Her møder Albanien på hjemmebane Serbien, som ikke har mere at spille for, mens den sidste kamp i gruppen for albanerne er mod Armenien, som har lige så lidt at spille for. Og Albanien skal altså spille uafgjort i en af disse, så er Danmark med til EM.
2) Danmark spiller uafgjort med Portugal
Dette resultat er ikke godt for Danmark. Kampen i Portugal skal vindes, ellers kræver det lidt for mange fordelagtige resultater for Morten Olsens mandskab. Med uafgjort i Portugal er portugiserne naturligvis over Danmark i Gruppe I, og derfor er det kun Albanien, der kan ødelægge det for sig selv.
Det gør de ved højst at få to point i de sidste to kampe. Får de bare en enkelt sejr i de to sidste, er Danmark nummer tre og kun i playoff. Danmark er bedre end Albanien indbyrdes, og derfor vil det være til Danmarks fordel, hvis de to landshold ender med lige mange point.
3) Danmark taber til Portugal
Så ser det bare helt skidt ud. Albanien skal altså gå fuldstændig i stå, hvis Danmark så vil have direkte kvalifikation. Det vil betyde, at Albanien kun skal bruge to point for at gå forbi Danmark.
Sker det, må danskerne altså sætte deres lid til, at de får en seedning i playoff-kampene, som skal spilles i november. Den bedste treer er direkte kvalificeret, men det kan ikke lade sig gøre med et nederlag til Danmark at få den plads. En seedning er dog mulig.
Vinderne af de fire play-off kampe mellem de otte dårligste treere, kvalificerer sig som de sidste til EM.