Modist, stukkatør, møllebygger. Ens for dem alle er, at de er klassiske håndværk, og at der langsomt bliver færre og færre, der behersker dem.

Der findes to møllerbyggere, tre stukkatørfirmaer og omkring seks modister (hattemagere) i Danmark. Men selv om de traditionsrige håndværk har mange år på bagen, betyder det ikke, at de ikke længere kan bruges, eller at deres arbejde kan udføres bedre af maskiner. Og især bygningshåndværkene er vigtige for bevarelsen af den danske kulturarv. Når historiske og fredede bygninger skal restaureres indebærer det, at det er de originale materialer og ikke mindst teknikker, som bliver taget i brug.

Arven til næste generation

I Kulturarvsstyrelsen, der står for fredningen og giver tilskud til restaureringen af bygninger, er de bekymrede for, hvad det kommer til at betyde for især den danske arkitekturarv, hvis de gamle håndværk forsvinder helt:

- Det vil være et stort tab for den danske kulturarv, hvis disse håndværk på et tidspunkt forsvinder. Det vil betyde en forfladigelse af vores bygningskultur, for man kan ikke springe over, hvor gærdet er lavest med historiske bygninger. Det betyder noget, om et stukloft er lavet af det originale materiale eller af flamingo. Vi kan mærke, at der bliver færre og færre, der behersker nogle af de de originale håndværk. Når vi vil give vores bygningskultur videre til de næste generationer, skal vi sikre, at bygningerne istandsættes og vedligeholdes med respekt for de traditionelle håndværksmetoder, som har vist sig holdbare op gennem historien, siger arkitekt Birte Skov, der er sektionsleder i Kulturarvsstyrelsens bygningssektion.

Truet af krise

På Syddansk Erhvervsskole findes kurser, som giver bygningshåndværkere efteruddannelse i de klassiske håndværk. Her oplever de en faldende tilsøgning til uddannelse. Michael Andersen, projektleder ved Center for Bygningsrestaurering forklarer faldet med den økonomiske krise:

- Finanskrisen har også ramt uddannelsessystemet. Det betyder, at tilskudsordningen fra Undervisningsministeriet er blevet nedsat med cirka 50 procent. Samtidig har det enkelte firma ikke kapacitet til at sende de ansatte på efteruddannelse, siger han og understreger, at interessen omkring de klassiske håndværk ikke er forsvundet, selv om de ikke får lige så mange ansøgninger, som førhen.