Jeg hørte engang nogen sige, at succes er godt, men andres fiasko er heller ikke at foragte. Bag det lidt ondskabsfulde citat ligger der et gran af sandhed, og hvis det overføres til privatøkonomien, så kan man lære noget af andres fiasko.
Her følger et par stykker af mine på den privatøkonomiske front.
Den seneste fejl folder sig ud netop i disse dage. Vi har lige solgt vores hus, og det betyder selvfølgelig, at kreditforeningen skal have sine penge tilbage, fordi vi ikke længere ejer sikkerheden for lånet.
Men indfrielsen af lånet tegner til at blive lidt af en bet. For et år siden kiggede vi nemlig på vores F1-lån, som dels stod til at at stige lidt i bidragssats, dels fik hård konkurrence fra femårige flekslån, der stod til at få en stort set lige så lav rente. Kombineret med en lavere bidragssats lignede det en rigtig god idé at skifte hest.
Jo, jeg har da skrevet flere artikler om risikoen for at skulle indfri flerårige flekslån til overpris, hvis man sælger boligen eller skal indfri lånet mellem refinansieringerne. Og jo, vi havde da overvejet vores tidshorisont i huset og sjusset, at fem år sikkert passede meget godt i forhold til, hvor længe vi ville beholde huset.
Men nej, det kom ikke til at passe. Der dukkede en lejlighed op, som passede til os, og som boligmarkedet er nu, så er det bare med at slå til på den rigtige bolig.
Men det efterlader os og især mig i en akavet situation: Jeg lytter åbenbart ikke til egne råd og tager ikke min egen medicin – og hvad der ellers findes af klicheer til lejligheden.
Nu skal F5-eren indfries efter kun et år, og det gør ikke sagen bedre, at en vis mr. Trump har fået både aktiekurser og obligationskurser til at stige.
Som kontantlån skal flekslån indfries til kursen, som lige nu er kravlet op over 103. Det betyder en merregning for os ved indfrielsen i omegnen af 50.000 kroner. Det kunne jeg for eksempel have købt en dejlig motorcykel for.
Det minder mig om en anden brøler, der ligger lidt længere tilbage i tiden.
Jeg er så gammel, at jeg oprindeligt havde en rentegaranti på 4,5 procent på min pensionsopsparing. Men i 2008 følte jeg mig efter en del år som finansjournalist så velbevandret i finansverdenen – i øvrigt en udbredt vildfarelse i branchen – at jeg selv tog hånd om min pensionsopsparing. Jeg sagde farvel til garantien, flyttede opsparingen til en anden pensionsudbyder og udvalgte selv de fonde, som den skulle placeres i.
Det gik for så vidt udmærket. Men året efter jeg flyttede væk fra garantien, begyndte pensionsselskaberne med mit tidligere selskab PFA i spidsen at tilbyde sine kunder massive godtgørelser for at forlade garantierne.
Set i bakspejlet kan jeg godt se, at en garanti for en rente på 4,5 procent over de seneste knap ti år ville være guld. Og jeg har de også set kolleger få tilført deres pensionsopsparinger pæne sekscifrede beløb for at sige farvel til garantierne. Så ville jeg gøre det igen?
Nej. Især ikke i lyset af den diskussion om »privatisering af risiko« i pensionsopsparinger, Finanstilsynet har rejst.
Jeg har forlængst overladt udvælgelsen af investeringerne til mit pensionsselskab igen. Men risikoen er forblevet hos mig, og i en verden med nul i rente og sitrende høje aktiekurser har mange pensionsselskaber udvidet jagten på afkast til også at omfatte ting, som landbrug, veje og unoterede aktier.
Jeg håber, at de trods risikoen indbringer nok til at købe at dejlig motorcykel, når jeg skal på pension.
Povl Dengsøe er privatøkonomisk journalist på Berlingske Business