Politisk formkurve

Folketingsåret er ved at rinde ud, mens politikerne er midt i afslutningsdebatten på Christiansborg. Berlingskes politiske kommentator vurderer de forskellige partileders form efter året, der er gået, og giver sit bud på nogle af de ting, som lederne har gjort godt, og hvad der ikke har været godt nok.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen, Venstre

Statsministeren står i øjeblikket i en paradoksal situation, mener Thomas Larsen. På den ene side har han de seneste uger vundet store politiske sejre, men meningsmålingerne sender stadig modkandidaten Helle Thorning-Schmidt i statsministeriet.

Hvad har han gjort godt?

- Han har udspillet S og SF i parlamentet. Han har fået brudt oppositionen op ved at få de Radikale med på en efterlønsaftale, og derfor kan man sige, at han parlamentarisk, politisk og økonomisk står som den store sejrsherre, siger Thomas Larsen.

Hvad har han ikke gjort godt nok?

- Der har været alt for mange løbske enkeltsager, der har været håndteret for dårligt. Der har været mangel på disciplin fra regeringens side, siger Thomas Larsen, der blandt andet peger på statsløsesagen, der endte med at Birthe Rønn Hornbech (V) blev afsat som integrationsminister.

Thomas Larsen mener ellers, at den største årsag til, at Lars Løkke Rasmussen er bagud i meningsmålingerne er, at vælgerne savner fornyelse efter ti år med VKO. Samtidig mener han også, at statsministeren personligt har været for usynlig i de sidste par uger.

Lars Barfod, Det Konservative Folkeparti

Ligesom statsministeren står han i et paradoks, mener Thomas Larsen. Med enigheden om regeringens 2020-aftale, der blandt andet indeholder en tilbagetrækningsreform, er der sjældent blevet vedtaget så megen Konservativ politik, men meningsmålingerne belønner ikke partiet.

Hvad har han gjort godt?

- De Konservative har været det parti - måske bortset fra de Radikale - der har advokeret allerstærkest for en efterlønsreform, og nu er den leveret, siger Thomas Larsen.

Hvad har han ikke gjort godt nok?

- Lars Barfoed har fået alt, alt for lidt ud af, at de politiske sejre. Han må konstatere, at han endnu ikke har været manden, der kan rykke partiet op, siger Thomas Larsen, der også bider mærke i, at de Radikale med deres reformdagsorden nu for alvor er en konkurrent til de Konservative.

Endeligt har Lars Barfoed også det problem, at han – ligesom statsministeren – har været for usynlig i de afgørende faser af forhandlingerne.

- Han skal frem på banen og være bedre til at markere sig. Det er påfaldende, at Brian Mikkelsen har taget det største slæb i spillet om tilbagetrækningsreformen, siger Thomas Larsen.

Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti

Det er lidt af et mirakel, at Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti har kunnet lægge stemmer til en forringelse af efterlønnen uden at de er blevet straffet mere af vælgerne, mener Thomas Larsen.

Hvad har hun gjort godt?

- Pia Kjærsgaard forstår i helt enestående grad at kommunikere til vælgerne. Der er hun i en liga for sig og langt stærkere end Løkke og Barfod, siger Thomas Larsen, der også mener, at Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti har evnet at tage sig betalt for de indrømmelser, de har måttet give, ved blandt andet at få vedtaget en øget grænsekontrol.

Hvad har hun ikke gjort godt nok?

- I betragtning af hvor svær hendes situation har været, har hun faktisk gjort det godt. De har haft en rigtig svær folketingssamling, siger Thomas Larsen.

Anders Samuelsen, Liberal Alliance

Den seneste folketingssamling har været en ”elevatortur” for Anders Samuelsen, mener Thomas Larsen. Først kom partiet tilbage fra næsten ingen vælgertilslutning til lige pludseligt at kunne blive et af valgets store vindere, men nu er det gået den anden vej igen.

Hvad har han gjort godt?

- Hans store styrke er, at han er en fantastisk stærk kommunikator, som har nogle enkle salgbare budskaber til frustrerede borlige-liberale vælgere, siger Thomas Larsen.

Hvad har han ikke gjort godt nok?

- Det er et besynderligt og næsten uforklarligt paradoks, at bedst som Anders Samuelsen står på tinderne og oplever sin hidtil største popularitet, så går han på en amok-tur i landets medier og begynder at komme i slagsmål med studieværter og opfører sig meget kategorisk og aggressivt. Det var en stor fejl, for da begyndte, tror jeg, en del vælgere at tvivle på, at han er en tilpas driftsikker partileder, siger Thomas Larsen.

Han hæfter sig også ved, at Anders Samuelsen og Liberal Alliance ikke formåede at komme med i forhandlingerne om tilbagetrækningsreformen.

Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne

Helle Thorning-Schmidt er blevet udspillet parlamentarisk i slutningen af folketingssamlingen, mener Thomas Larsen, men hun står stadig stærkt til at komme i statsministeriet efter et valg.

- Hun har den helt indlysende fordel, at regeringen har været ved magten i ti år, og der er ved at oparbejde sig et ønske hos mange danskere om at prøve noget nyt, siger han.

Hvad har hun gjort godt?

- Hun udviser gang på gang en enestående evne til at bevare fatningen og holde nerverne i ro, når hun er allermest presset politisk. Hun har en virkelig stærk psyke, som bærer hende gennem de her kriseforløb og gør, at hun kommer op som en korkprop, siger Thomas Larsen, der også roser det tætte bånd, Helle Thorning har skabt til SF.

- Og der ud over, er hun en stærk kommunikator, som er i stand til at angribe regeringen dag og nat, og det gør hun. Hun kan trampe løs på regeringen og få den til at se træt og nedslidt ud i vælgernes øjne, siger Thomas Larsen.

Hvad har hun ikke gjort godt nok?

- Hun har måttet se i øjnene, at de Radikale er gået sammen med regeringen om den økonomiske politk, og det er et stort slag, for hun har i lang tid lovet vælgerne, at det både på integrationsområdet og med økonomien vil blive S-SF-politik, der gælder, men det kan hun ikke længere indfri, fordi Margrethe Vestager (R) er blevet så stærk, siger Thomas Larsen.

Villy Søvndal, SF

Villy Søvndal har toppet for tidligt, og det gælder om for ham at få debatten vendt væk fra økonomien, mener Thomas Larsen.

Hvad har han gjort godt?

- Han har formået at gøre SF regeringsdueligt i vælgernes øjne, og det er en stor politisk bedrift. Så har han også været med som arkitekt på den tætte alliance med Socialdemokraterne, som har været helt afgørende, siger Thomas Larsen.

Hvad har han ikke gjort godt nok?

- Det står mere og mere klart, at Villy Søvndal er blevet slidt i partiets omstillingsproces. SF’s helt enestående fremgang er nok sat på pause, siger Thomas Larsen.

Han mener samtidig, at den seneste tids megen snak om økonomi har afsløret, at det ikke er Villy Søvndals stærke side.

- Søvndal håber på, at vi nu kommer tilbage til et billede, hvor han kan stille sig an som kritikker over for regeringen og pege på alle de ting, der ikke virker. Det er det, han er bedst til, siger Thomas Larsen.

Margrethe Vestager, Det Radikale Venstre

- Det her bliver Margrethes år, siger Thomas Larsen.

I øjeblikket ser det ud til, at de Radikale både kan få den efterlønsreform, som partiet ønsker, og stadig få en ny statsminister. Derfor slutter Margrethe Vesterager folketingsåret som den helt store triumfator, mener Thomas Larsen.

Hvad har hun gjort godt?

- Hun har revet det politiske landskab op, og det har gjort, at de Radikale har genvundet deres gamle position som et parti, man må tage ekstremt alvorligt, siger Thomas Larsen.

Det er især den efterlønsaftale, de Radikale har lavet med regeringen og Dansk Folkeparti, der vender op og ned på billedet, mener han.

- Fra at leve en kummerlig skyggetilværelse og fristet en skæbne som en af spillets tabere, har Margrethe Vestager med dette afgørende ryk bevæget sig helt ind i centrum af dansk politik, siger Thomas Larsen.

Hvad har hun ikke gjort godt nok?

- Folketingsåret som sådan har ikke været en blændende Radikale opvisning, slet ikke, men man må sige, at Margrethe Vestager har sat den stærkeste slutspurgt ind her i afslutningen af året.

Politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten

Enhedslisten har potentiale og er på vej op, mener Thomas Larsen. De står i en fordelagtig situation, hvor de kan kapre mange af de vælgere, der synes, at SF er blevet for midtersøgende. Samtidig har udnævnelsen af Johanne Schmidt-Nielsen som politisk ordfører også vist sig som en klog beslutning, synes han.

Hvad har hun gjort godt?

- Det var klogt at vælge Johanne Schmidt-Nielsen som partiets ambassadør og ansigt ud ad til. Hun er i stand til at appellere ret stærkt til vælgerne på venstrefløjen, mener Thomas Larsen.

- For mange vælgere på venstrefløjen står Enhedslisten nu som den rene vare, der blandt andet kæmper indædt mod forringelser af efterlønnen, siger han.

Hvad har hun ikke gjort godt nok?

- De har det svært, fordi de er et meget lille parti. Men jeg mener stadig, at de har en evne til at finde enkeltsager, som de kan bide sig fast i.

Per Ørum Jørgensen, Kristendemokraterne

Kristendemokraternes enlige mandat i Folketinget er ifølge Thomas Larsen ”en meget ensom mand” i dansk politik. Meningsmålinger ser alt andet end gode ud, og har ikke ændret sig, mens Per Ørum Jørgensen har været inde og ude af regeringens 2020-forhandlinger, som han endte med at forlade helt, da han ikke kunne få opfyldt sit ønske om akutmodtagelser i Holstebro, Svendborg og Næstved.

Hvad har han gjort godt?

- Han gjorde det rigtige ved at gå med i 2020-forhandlingerne, og han burde også være blevet og taget, hvad han kunne få ud af det.

Hvad har han ikke gjort godt nok?

- Per Ørum Jørgensen har ikke vist sig som en specielt stærk lederskikkelse på Christiansborg. Han havnede så også i en klemme i 2020-forhandlingerne, hvor han endte med at smække med døren. Det er muligt, at han kan appellere til skuffede vælgere i udkantsdanmark, men jeg tror ikke, det er nok til at få ham valgt.