Efter at være blevet holdt indespærret i sin fars kælder i 24 år er Elisabeth Fritzl så småt ved at vende tilbage til en forholdsvis normalt liv, skriver bt.dk.

44-årige Elisabeth Fritzl og hendes seks børn er alle blevet udstyret med en ny identitet umiddelbart efter de forlod det hospital, de havde opholdt sig på de første måneder.

Fordi Elisabeth Fritzl har modtaget børnepenge for de tre børn, som hun havde opfostret i kælderen, har hun været i stand til at købe et hus i en landsby nogle kilometer fra hjembyen Amstetten.

I forrige uge blev Højesteret i Østrig enig om, at det er forbudt at bruge Elisabeth Fritzl og børnenes nye navne i medierne - de har krav på fuld anonymitet.

Ny kæreste

Elisabeth Fritzl har angiveligt forelsket sig i den 23 år yngre sikkerhedsvagt Thomas W., som nu er flyttet ind sammen med hende og de seks børn, som hun fik med sin far.

- Det har givet hende fornyede kræfter. Alle så fra starten, hvordan hun følte sig sikker hos ham, forklarer flere kilder tæt på Elisabeth Fritzl til østrigske medier.

Hendes hus er konstant overvåget af kameraer, og alle som nærmer sig huset bliver registreret. Hvis alarmen bliver udløst, er politiet hurtigt på stedet.

De få naboer i området har også oprettet et slags 'værn' for at beskytte Elisabeth Fritzl.

Skoleglade børn

De tre børn, som voksede op hos Elisabeth Fritzls forældre (deriblandt Josef Fritzl), har efter sigende fundet sig godt til rette med både mor Elisabeth og de tre andre søskende, der blev holdt hemmelige i kælderen.

Alle seks - i alderen seks til 21 år - går i skole.

Forsoning med mor

Elisabeth Fritzl har en god økonomi, efter hun har modtaget store erstatningsbeløb fra tyske og østrigske medier. Hun har taget kørekort og har sin egen bil.

De sidste par måneder har hun angiveligt fået ryddet op i forholdet til sin mor, Rosemarie Fritzl, skriver bt.dk.

Elisabeth Fritzl har i lange tider været overbevist om, at moderen havde kendskab til, hvad der foregik i kælderen. Men nu virker det til, at Elisabeth Fritzl har accepteret sin mors påstand om, at hun intet vidste.