»Sådan er det ikke alle steder«
På Rundskuedagens Plejecenter har de ansatte et sygefravær langt under gennemsnittet. Frie tøjler og pariserture er en del af forklaringen.
På Rundskuedagens Plejecenter har de ansatte et sygefravær langt under gennemsnittet. Frie tøjler og pariserture er en del af forklaringen.
»Han er ikke til at få fat på, selvom jeg sværmer for ham.« Ragnhild Jørgensen forsøger over et stykke hindbærroulade og en kop kaffe at få SOSU-assistenten Flemming Sloth Nielsens opmærksomhed ved at sende et stort smil op i sine 88 år gamle øjne og videre til den næsten 40 år yngre medarbejder.
»Jeg synes da ellers, jeg giver dig opmærksomhed om aftenen, når vi sidder og drikker et glas rødvin sammen,« forsøger Flemming Sloth Nielsen.
Tonen er måske drilsk, men ikke til at tage fejl af.
»Her er en god stemning,« siger Ragnhild Jørgensen. 95-årige Bertha Pachtziarski på den anden side af spisebordet supplerer: »Vi har en flink chef, så bliver ånden også derefter. Vi er gennemgående meget tilfredse med medarbejderne. Sådan er det ikke alle steder,« siger hun.
Fornem statistik
Bertha Pachtziarski har ret. Det er heller ikke alle steder, at man kan mønstre et sygefravær på bare 5,5 dage blandt de ansatte på et helt år. Dermed har de 39 ansatte på Rundskuedagens Plejecenter langt mindre sygefravær end den gennemsnitlige offentlige ansatte i Københavns Kommune, der lægger sig syg 18,6 dage om året.
Og hvad er så »den flinke chefs« forklaring på den gode statistik?
»Hvis du har en arbejdsplads, hvor folk er glade for at være, tænker de også mere på kollegerne. Selvom man føler sig lidt småsløj om morgenen, tørrer man snotnæsen og tager på arbejde, så det ikke går ud over kollegerne og beboerne,« siger Jo Helvad, der er forstander på plejecentret.
Frie tøjler og ansvar
Det handler også om at give medarbejderne friere tøjler og mere ansvar, mener hun.
»Man skal føle sig anerkendt på arbejdet. Ikke kun ved, at chefen siger »tusind tak,« men også ved, at man får tildelt ansvar. For nylig ville nogle ansatte gerne til Paris med nogle beboere - og det sagde jeg ja til. De tager initiativ, fordi de ved, det kan betale sig. Det skaber en god cirkel.«
Derudover har Plejecentret, hvad Jo Helvad selv betegner som en »striks« sygefraværspolitik. Når de ansatte har meldt sig syge om morgenen, skal de også ringe til Jo Helvad i løbet af eftermiddagen og fortælle, hvordan det står til med helbredet. Så kan hun tage højde for ændringer i vagtplanen, og hun kan spørge ind til, hvis en medarbejder for eksempel har været meget syg.
Det lave sygefravær har blandt andet resulteret i, at Plejecentret ikke behøver at hyre eksterne vikarer. Det sikrer en bedre økonomi, der igen sikrer en bedre normering og mere tilfredse medarbejdere, fremhæver Jo Helvad.