Det kan nemt blive en "pligt", der fører til en sludder for en sladder og nogle få rammende ord, når lederen skal byde medarbejderne velkommen tilbage efter julen og ind i det nye år.
Der kan dog med få retoriske midler hurtigt lægges grobund for en væsentlig, inspirerende og nær tale, der kan få medarbejdernes gejst op og sikre, at virksomheden virkelig får sparket det nye år i gang. Det fortæller Mette Højen, der er konsulent i kommunikationshuset Rhetorica:
"For ledere er lejlighedstaler som nytårstaler mere end bare en lejlighed til at “sige et par ord.” De er oplagte chancer for at skabe motivation til at nå nye mål i virksomheden og skabe en fælles forståelse for de værdier, som udgør virksomhedens fundament," lyder det fra Mette Højen i en pressemeddelelse.
Hun har tre gode retoriske råd, som nemt kan implementeres i lederens nytårstale til medarbejderne. De tre råd handler om "fællesskab", "værdisæt" og "citronmånen".
Fællesskab: "Det er som bekendt lettere at løfte i samlet flok, og det gælder uanset, om virksomheden står over for et år med mod- eller medvind. Men det kræver en leder, der sætter fællesskabet i tale. Markér dig derfor som leder ved at fremhæve fællesskabets styrker og fortæl, hvordan du ser, at de styrker kommer til at bidrage til en god udvikling i det kommende år," siger Mette Højen.
Værdisæt: "Alt for få ledere bruger virksomhedens værdier aktivt i deres daglige ledelse. Træk virksomhedens vigtigste værdi frem i din nytårstale og gør den til et omdrejningspunkt i din tale og for arbejdet i det kommende år. Et særligt træk for lejlighedstalen er som sagt tilstedeværelsen af værdier, og de værdier er guld værd for en taler. Værdierne kan med andre ord motivere medarbejderne mod virksomhedens mål," siger retoriker og konsulent i Rhetorica Mette Højen.
Citronmånen: "Når du holder din nytårstale, er øjenkontakt det vigtigste formidlingselement i den mundtlige situation. Tænk derfor på at kigge rundt i kredsen af medarbejdere, når du taler – nøjagtig ligesom dirigenten, der skal være sikker på, at musikerne, som sidder i en citronmåneformet halvcirkel, alle er med. Det er ikke vigtigt, om du følger dit manuskript til punkt og prikke, men om dine medarbejdere følte, at det var dem, du talte til."
Sådan lyder de tre retoriske råd til virksomhedsledere fra Mette Højen, der er Cand.mag. i retorik og konsulent i kommunikationshuset Rhetorica, som hjælper virksomheder som Amnesty, Maersk Line og Novo Nordisk med kurser og undervisning i retorik, kommunikation og formidling.