Hvis der bor en Agnes fra Matador i Herning, så hedder hun Betina Stampe. Lige som den gæve entreprenør og handelskvinde i Korsbæk har Betina Stampe banket en god og blomstrende forretning op fra bunden på bare ganske få år. I år 2000 lånte hun 100.000 kroner i banken for at kunne producere en hjemmedesignet tekstilkollektion.
Med en bunke puder under armen tog hun efterfølgende på boligmesse, og kunder som BoConcept , Ilva og Idemøbler takkede ja til at forhandle hendes ting. Siden er det gået slag i slag for Betina Stampe og firmaet Bloomingville. I dag har hun 50 ansatte og ikke færre end 60 sælgere i udlandet.
»Jeg husker stadig den første tid efter banklånet, som var det i går. Jeg sov ikke om natten, og mine venner syntes, at det var et uholdbart projekt, jeg havde kørende. Vildt at tænke på, nu hvor jeg jævnligt bestiller tyve containere hjem fra Østen af den samme vare,« fortæller Betina Stampe.
Bloomingvilleskollektion udvides med omkring 1.700 varenumre hvert år. Det betyder, at Betina Stampe i gennemsnit står bag otte nye design hver eneste dag.
»Jeg får min dimselyst styret i sådan en grad på arbejdet, at jeg herhjemme ikke har det store behov for at lave om,« siger hun.
Hjemme er en 335 kvadratmeter stor murermestervilla i hjertet af Herning. Her flyttede hun ind med sin mand Simon Stampe og deres fire sammenbragte teenagedøtre for fire år siden.
»Vi var på tur med en mægler og så på otte huse. Det her hus var det første, vi så, og vi vidste med det samme, at her skulle vi bo. Huset har en god stemning, og vejen har brosten, træer og en kirke for enden, så selv om vi er midt i Herning, føles det lidt landsbyagtigt, « siger Betina Stampe.
Huset var totalt indflytningsklart, hvilket var nødvendigt, for det travle forretningspar havde ikke tid til at sætte så meget som et defekt vindue i stand. Når tiden ikke går med arbejde, prioriterer parret timerne på børnene. Døtrene har deres egen afdeling på første sal, anden sal og underetagen i huset, og kan derfor høre høj musik, uden at mor og far får trætte ører i stueetagen.
»Huset er så stort, at det godt kan føles som om, vi er spredt for alle vinde, selv om vi er under samme tag. Derfor gør vi meget ud af at spise aftensmad sammen og at sidde rundt om bordet i lang, lang tid. Uden at snakke arbejde, for det er vigtigt også at huske at være mand og kone og mor og far,« siger Betina Stampe.