Der bliver brugt flere midler på at føre kampagne mod Trump end på at støtte hans kandidatur som USAs næste præsident.
Det viser tal fra det amerikanske forskningscenter Center for Responsive Politics, som Berlingske har gennemgået.
I alt har uafhængige, politiske organisationer nemlig spenderet 43 millioner dollars på at føre smædekampagner mod Trump, mens der blot er ført støttekampagner for 13 millioner dollars.
Til sammenligning fylder modkampagner langt mindre hos andre kandidater. Blot fire millioner dollars er rettet mod Hillary Clinton, og sølle 55.000 dollars er der blevet investeret i at føre kampagne mod Bernie Sanders.
Pengene har ikke noget at gøre med kandidaternes indsamlingsbeløb. Der er tale om beløb brugt af organisationer rapporteret til den amerikanske valgkomité, Federal Election Commitee (FEC).
Det er især super PACen ’Our Principles PAC’, som Mitt Romneys tidligere vicekampagneleder, Katie Packer, står bag, der har været flittige til at spendere midler på at bekæmpe Donald Trumps kandidatur.
Over 17 millioner dollars har den politiske gruppe registreret over for den officielle, amerikanske valgkomité, at de har brugt på kampagner mod Trump under præsidentvalget.
På listen over donorer til Our principles PAC finder man familien bag investeringsfirmaet TD Ameritrade, mens også finansmanden og milliardæren Paul Singer har tegnet sig for en million-donation.
De fleste af pengene er især blevet udbetalt til konsulentfirmaer med ekspertise i medier, mens der er spenderet over 1 millioner dollars på reklamer i radio, tv og på internettet.
I marts opnåede gruppen for eksempel stor mediebevågenhed for en youtube-video, hvor en række kvinder læste citater fra Donald Trump op. Videoen er set over 3 millioner gange.