Det er gode tider for bilkøbere. Landets bilforhandlere har haft travlt med regnemaskinen, siden regeringen i tirsdags satte afgiften på nye biler ned. Aftalen blev allerede kendt 21. september, og de brugte biler er fulgt med ned i pris, så der er kappet op til godt 30.000 kroner af udbudsprisen på et år gamle biler.

Det viser en opgørelse over de prisjusteringer, som landets bilforhandlere har lavet fra dagen efter aftalen frem til 4. oktober. Landets største portal for brugte biler, Bilbasen, har lavet opgørelsen, og markedsanalytiker Jan Lang ser prisfaldene som forventelige.