Drengene i bussen strækker armene højt over hovedet, og hver gang den store turistbus ruller hen over en af de runde sydfynske bakketoppe, går der et sus igennem maverne, og så lyder der skrigende rutchebane-huuuuj efterfulgt af en masse grinen.

Det er en torsdag eftermiddag. Herning Kirkes Drengekor – som tæller drenge og unge mænd i alderen ni til 25 år – er på vej til Vester Aaby Kirke mellem Svendborg og Faaborg, hvor det skal give koncert. Stemningen er afslappet og venlig. Der bliver spist sandwich og snakket. Klokken er godt seks, der er massiv kødannelse på den fynske motorvej, og tidsplanen er skredet. Koncerten begynder klokken syv, og der bliver dårligt tid til den ellers vigtige opvarmning af stemmerne, inden koret skal nå at klæde om til sorte jakker og bukser, hvide skjorter og butterfly og stå parat foran publikum.

Forrest i bussen sidder korlederen Mads Bille, der i knap 30 år har ledet koret og været organist i Herning Kirke.

»Når vi kommer frem, går vi direkte ind i kirken. Vi har kun fem minutter til opvarmningen. Det bliver nok rekord,« siger Mads Bille i bussens mikrofon.

Det skal gå stærkt. Da bussen standser, strømmer koret målrettet ud. Mænd i den slags hverdagstøj, mænd nu går i, og drenge i den slags tøj, drenge nu går i – kulørte og stribede T-shirts, tennissko, sportstøj i skrigende farver og asymmetriske frisurer. Høje og lave. Der hyggesnakkes, og drengene sluger de sidste bidder sandwich. Få minutter senere står koret parat i den hvidkalkede landsbykirke. Adspredt hygge er på sekunder transformeret til skarp koncentration. Et lynskifte fra sort til hvidt. Sangerne kigger med alvorlige miner koncentreret på korlederen Mads Bille, der står med en stemmegaffel i hånden og slår tonen an. Hans autoritet er åbenlys.

»Ya, ya, ya,« lyder det fra korets stemmer. Lige som musikere stemmer deres instrumenter, stemmer sangere deres stemmer. Koret synger begyndelsen af Mozarts »Ave Verum« og et uddrag af Niels W. Gades »I østen stiger solen op«.

Så skal der klædes om. Der er kaos i præstegårdens konfirmandstue. Én mangler en butterfly, en anden har kulørte sokker i de sorte sko, og en tredje har svært ved at få knappet skjorten. Også Mads Bille klæder om til koncertuniform. Men pludselig er alle brikker faldet på plads. Drenge og mænd i nobelt koncerttøj går på række under nyudsprungne kastanjer over den grønne plæne, igennem kirkegårdens grus og ind i kirken, hvor publikum venter. Klokken 19 går koncerten planmæssigt i gang.

Herning Kirkes Drengekor er et af landets bedste. Koret turnerer verden rundt – til efteråret skal det til Australien – og det samarbejder bl.a. med Aarhus Symfoniorkester og Den Jyske Opera. Det er en del af det utraditionelle sangmiljø, som Mads Bille og hans kolleger med stor ihærdighed og professionalisme har opbygget igennem en årrække. Drenge- og mandskoret er 65 år gammelt. I 1999 stiftede Mads Bille Den Jyske Sangskole og MidtVest Pigekor, som ledes af hans hustru Dorte Bille. Det var et usædvanligt initiativ, hvor man både satser på eliten og bredden med skolesang og folkelig sang i regionen.

Ideen var at skabe et talentmiljø og professionalisere sangundervisningen, så eleverne udover korsangen også får instrumental undervisning, solo­undervisning i sang og hørelæreundervisning. Der er også etableret årlige Master Classes, man kan tage forprøve til konservatoriet, og efter sommerferien etableres en talentklasse med 13 elever, der er opstået i samarbejde mellem Herning Kommune, Herning Musikskole og Den Jyske Sangskole.

»Den Jyske Sangskole er som Team Danmark – bare med sang i stedet for sport,« siger Mads Bille.

Målet har været at styrke både eliten og bredden, så flere fik glæde af sangen. Det sidste er bl.a. sket gennem projektet »Find din stemme«, som er støttet af Kulturministeriet, og som har betydet, at mere end 200 musiklærere i syv midt- og vestjyske kommuner er blevet opkvalificeret, og at skolernes sangundervisning i hele regionen dermed er blevet styrket.

»Vi har både skabt et spydspidsmiljø og fået skolesangen til at blomstre,« siger Mads Bille.

Selv om han så oplagt er kulturel iværksætter og en af de såkaldte ildsjæle, som skaber dynamik i dansk musikliv, så tager han afstand fra denne rolle. Ideen med at stifte sangskolen, der i dag har 200 elever – 140 piger og 60 drenge, var netop at etablere et miljø med bred økonomisk og faglig forankring uafhængig af en enkelt ildsjæl.

»I selve definitionen af en ildsjæl er der en isolation – at stå alene i manegen og brænde op. Man ser for eksempel ofte, at et ellers fremragende kirkekor kan forsvinde på kun få måneder, hvis organisten går på pension, fordi koret ikke har nogen forankring i andet end en ildsjæls drøm. Hvis vi ser på nogle af de store engelske sangmiljøer, så har de eksisteret i 1.000 år. Man har skabt en kultur, som føres videre uafhængigt af ildsjæle,« siger Mads Bille.

Ideen med sangskolen og pigekoret var både at skabe et talentmiljø, der kunne udfolde børnenes musikalske potentiale og et kor på internationalt niveau. Eleverne bruger i gennemsnit ti timer om ugen på koret, og hertil kommer den tid, de bruger på at øve derhjemme.

»Med drengekoret og etableringen af pigekoret og sangskolen fik vi skabt et elitemiljø i Midt- og Vestjylland. Det skete ud fra en enkelt betragtning. Jeg kunne se, hvor meget tid børn bruger på fodbold. Jeg ville lave et miljø, hvor man bruger lige så meget tid på sang. Jeg havde lyst til at skabe et miljø, hvor man ikke bare flirtede med musikken, men hvor vi giver børnene musikken som et sprog, de kan tale.«

Det er lykkes. 30 procent af drengekorets mandsgruppe bliver noget ved musikken i deres professionelle liv: instrumentalister, sangere, organister eller musiklærere.

Der er eksempelvis operasangere som Peter Lodahl, Lars Møller og Jens Søndergaard – og den helt unge Anders Christensen, der til sommer begynder som studerende på Guildhall School of Music and Drama. Og de første fra pigekoret begynder nu at søge ind på konservatoriet.

Rekrutteringen til sangskolen er meget bred. En gang om året kommer talentjægere fra sangskolen – Mads Bille er en af dem – ud på samtlige 35 folkeskoler i Herning for at høre børnene i 3. klasse synge. De synger bl.a. »I østen stiger solen op«.

»Vi lytter til mellem 800 og 1.100 drenge og piger. Vi opsøger eleverne i 3. klasse og lytter til, hvordan de synger. Spotter vi et talent, ringer vi til forældrene og inviterer dem til en informationsaften. Jeg tror, at de fleste elever og forældre bliver glade for sådan en henvendelse,« siger Mads Bille.

Den brede rekruttering, hvor det ikke er børnene, der henvender sig til sangskolen, men sangskolen, der kommer til dem, betyder, at skolens elever er meget forskellige og kommer fra meget forskellige hjem. Det sociale spænd går lige fra familier med sociale problemer til almindeligt velfungerende hjem.

»Vi har til stadighed en lille håndfuld børn med forskellige psykiatriske diagnoser. De er ikke med i koret, fordi de er diagnosticerede, men fordi de er musikalske. De trives og vokser som menneske med musikken, og det rummer vide perspektiver. Denne inklusionstænkning vil kunne spare samfundet for store summer og give mennesker, som mere eller mindre er sat i bås af det offentlige, en vej i livet, fordi de er i stand til fuldt ud af udfylde en rolle som musikere og sangere.«

Den Jyske Sangskole, der ligger tæt ved Herning Kirke midt i byens centrum omgivet af skoler for både billedkunst og rytmisk musik, er både et elitemiljø, et bredt musikmiljø og et sted for talentudvikling. Et talent kan, siger Mads Bille, defineres, som den, der vil det mest.

»Noget af dét, der konstituerer et talent, er en stadig nysgerrighed efter at finde ud af, hvor god man kan blive. Man skal have en evne til regelmæssig øvning, som går langt ud over komfortzonen, og som ikke har noget med egentlig inspiration at gøre. Det er en daglig fordybelse. Hvis dét giver mening for én, så kan man komme rigtigt langt.«

I 2011 tog Mads Bille, sammen med erhvervsmanden Christian Alstrup, initiativ til etablering af ti såkaldte sangkraftcentre. Med en solid donation fra Det Obelske Familiefond lykkedes det at etablere sangkraftcentrene, som i dag grundlæggende fungerer efter samme model som Den Jyske Sangskole. Sangkraftcentrene arbejder sammen med musikskoler, kirkekorsmiljøer, kommuner og andre lokale sektorer i samfundet om at styrke både den folkelige sang, skolesangen og fødekæden til de sangfaglige uddannelser.

I 2013 tog Alstrup og Bille initiativ til etablering af et Sangens Hus for Danmark, et initiativ som blev bakket økonomisk op, både af Kulturminister Marianne Jelved og et enigt Finansudvalg.

Meningen er, at sangcentrene skal fremme sangen i hele samfundet og samtidig skabe en fødekæde for konservatorierne og andre sangfaglige uddannelser. I dag er Sankt Annæ Skole og Gymnasium i København og Den Jyske Sangskole i Herning de to største enkeltleverandører af sangere, men der er meget mere talent at hente ude i landet, mener Mads Bille.

»Det er kun i København, at man finder det her velstimulerede PH-lampe befolkede miljø, hvor man med stor indforståethed taler om den seneste udgave af ’Tosca’ på Det Kongelige Teater. I København er der de gamle musikerfamilier, og det findes bare ikke andre steder. Vores arbejde her i Herning er en demonstration af, at talent findes overalt. Derfor er vi optaget af at lave sangkraftcentrene med interessante læringsmiljøer over hele landet. Det ville kunne betyde en forskel for hele samfundet og kunne kvalificere provinsen på en meget lødig måde.«

Visionen for Sangens Hus er at skabe »en national bevægelse for sangen i alle dens former. For bredden og eliten«.

»Vi må sørge for, at skolesangen i hele landet får et løft. Hvis børnene ikke i løbet af deres skolegang får et frimodigt forhold til deres stemme, så får de det aldrig. Alle har et forhold til deres egen stemme, men mange fælder også en hård dom over deres egen stemme: ’Jeg kan ikke synge’, og ’Jeg synger kun, når jeg har fået fem fadbamser’, siger folk. Men jeg hører i det også en kæmpe længsel efter at have adgang til sin stemme, og det kan vi gøre noget ved,« siger Mads Bille.

En helt overordnet vision for Sangens Hus er, at alle kan synge, og at sangen har en vigtig social funktion.

»Der sker noget interessant med mennesker, når de forlader deres eget overophedede ego og træder ind i et musikalsk fællesskab og går i ét med musikken – ikke bare ved at lytte til den, men også ved selv at udøve den. Der sker noget med mennesker, når de har sunget sammen og været en del af et sangfællesskab – på samme måde, som når vi har spist sammen. Så er der alligevel grænser for, hvor dårligt vi kan opføre os over for hinanden. Så sangen er på alle måder en integrerende faktor.«

Faktisk har kokken Claus Meyer været en stor inspirationskilde for Mads Bille. Claus Meyer har skabt den store fortælling om mad i det danske samfund.

»Meyer har givet danskerne en hierarkisk oplevelse af mad. Han har skabt Noma, han har lært os om junk food, og hvad den gør ved os. Det er Meyers skyld, at jeg føler, at jeg synder, når jeg spiser en hot dog, og når vi selv står ved kødgryderne, har vi en nogenlunde præcis fornemmelse af, hvor vi befinder os i spændet mellem Noma og junkfood,« siger Mads Bille.

»Det er en opgave for Sangens Hus at skabe den tilsvarende store fortælling om sangen i det danske samfund. Sang er ikke kun noget, vi lytter til. Det er en aktivitet, vi både kan udfolde under bruseren, på en operascene eller i et fællesskab. Der er i vores stressramte, postmoderne samfund en stor ensomhed og eksistentiel rådvildhed, og her ser jeg sangen som noget, vi kan mødes om i fællesskab – en aktivitet som ikke handler om vores eget overophedede ego, men om noget, som er større end os selv, f.eks. et korværk eller en dansk sang. Der ligger en kolossal aflastning i at kunne beskæftige sig med noget kollektivt, som ligger uden for en selv.«