JERUSALEM: For millioner af egyptere er det et af de øjeblikke, de aldrig glemmer. Mange var født og opvokset under ekspræsident Hosni Mubaraks strenge regime, hvor politiets og sikkerhedsstyrkernes undertrykkelse og ydmygelser var en del af dagens orden.
Så 11. februar sidste år var Mubarak pludselig væk. Youssef Mahgoub tog familien med ud i en vild jubelrus i Cairos gader. Mahgoub er uddannet som økonom i USA og Storbritannien og tilhørte også under Mubarak den privilegerede klasse, men han forligede sig aldrig med en korruption, der til sidst gennemsyrede alt i Egypten.
”Da de første demonstrationer begyndte sad jeg hjemme med nogle venner. Så ringede en anden af mine rigtig gode venner, der er i sikkerhedsstyrkerne. Han sagde, at nu får de tærsk. Jeg sagde, at han måske ville se mig der,” siger Mahgoub.
”Jeg sagde til min hustru, at jeg aldrig ville kunne se mig selv i spejlet igen, hvis jeg ikke tog derned, og så kørte vi ned til Tahrir-pladsen. Vi satte bilen fra os på en bro, og så var vi med.”
Mahgoub har nu sammen med to andre overtaget en gammel, traditionsrig café midt på Tahrir-pladsen, hvor nobelprisforfatteren Naguib Mahfouz havde sin faste stol. De gennemrestaurerede stedet og åbnede det under navnet Belady.
”Vi fik ideen under demonstrationerne sidste år. Vi er en del af revolutionen,” siger en af medejerne.
For Mahgoub er kampen først lige begyndt.
”Der er fortsat masser af korruption, og selv om vi har haft valg stemmer folk efter, hvad de får at vide og ikke efter, hvad de tror på. Men vi er på vej, og da Mubarak gik af, var det den lykkeligste dag i mit liv.”
