Deirdre Bair stiller i sin nye biografi et godt spørgsmål: Hvorfor i alverden er vi stadig fascinerede af en gangster, som blev født i 1899 havde sin storhedstid i 1920erne og døde i 1947?
Guderne skal vide, at der har været nok gangstere, konger og begge dele siden, så hvorfor endnu en omgang med Al Capone?
Bairs egen bog er for såvidt forklaring nok.
For Capone er så fascinerende, fordi han er en typisk god historie – og mere end det: Han er også en typisk amerikansk historie, som essayisten Katherine Gerould allerede bemærkede i 1931:
»Capone nærer ikke vores fantasi, fordi han er anderledes; han nærer den, fordi han netop er så typisk og helt fantastisk amerikansk.«
Han er et produkt af det samme USA, som – uden sammenligning – har givet os Donald Trump. Eller rettere: uden anden sammenligning end den ekstrem, som kendetegner dem begge, og som netop er det tilbagevendende ved amerikansk historie. Altid ekstremen. Andre lande oplevede indvandring mellem 1870 og 1930, men USA oplevede en flodbølge af indvandrere. Andre lande diskuterede i 1920erne problemerne med alkohol, men USA forbød alkohol. Andre lande døjede med kriminalitet, men USA opfandt den organiserede og ur-kapitalistiske kriminalitet.
Ud af de tre ekstreme tendenser kom så produktet Al Capone, og ud af det produkt kom et utal af bøger om Al Capone, af varierende, men oftest underlødig kvalitet. Deirdre Bair er imidlertid ikke en quickie, hun er en seriøs levnedsbeskriver, som tidligere har skrevet prisbelønnede biografier om bl.a. Samuel Beckett og Carl Jung. Ikke desto mindre stødte hun på modstand, da hun foreslog sin redaktør en bog om Al Capone.
»Du er en litterær levnedsbeskriver, og han er en gangster,« sagde redaktøren ifølge et interview i Publisher’s Weekly.
Men Bair blev ved. I fire år researchede hun og fandt skriftlige og levende kilder, og resultatet er et forbløffende frisk bud på Alphonse Capone – blandt andet fordi Bair så uanstrengt gør historien aktuel. Tag debatten om immigration. Gabriele Capone var en bager og pastamager, som i 1895 med sin kone og sine tre sønner forlod en landsby ved Napoli for at søge lykken i den nye verden.
De ankom til et New York, som ifølge et medlem af datidens borgerskab bestod af »syv eller otte hundrede tusinde dagoer (italienere, red.), et par hundrede tusinde slovakker, halvtreds eller tres tusinde kroater og syv eller otte hundrede tusinde tyskere, som pisser sved«. Italienerne var nederst på rangstien, »men vi kan ikke klare os uden dem«, som en embedsmand dengang skrev:
»Vi har brug for dem til at gøre al det beskidte arbejde, for irerne vil ikke gøre det længere.«
Ægteparret Capones fire ældste sønner droppede alle ud af skolen, så snart de kunne, og det var ikke fordi, evnerne manglede – især Al Capone og hans storebror Frank var hurtige i pæren. Men det var som om, gaden sugede dem til sig. Deres forældre var lovlydige og ambitiøse, men ikke-boglige, og de havde nok at gøre med at skrabe sammen til dagen og vejen. Som outsidere i samfundet var det nemmere for deres sønner at glide ind i et miljø af ligesindede og entreprenante forbrydere end at bane helt nye karriereveje.
Banderne var en pestilens for samfundet, men også et ressourcetab. Når USA i begyndelsen af det 20. århundrede oplevede så driftig organiseret kriminalitet, skyldtes det blandt andet, at så mange initiativrige immigranter brugte deres talent forbryderisk frem for civilt.
Som Bair har sagt til Publisher’s Weekly: »Jeg betragter det som en tragedie, at Al Capone aldrig fik muligheden for at få succes i det ærlige erhvervsliv. For manden var genial.«
I bogen fortæller hun blandt andet, hvordan business-uddannelsen på Harvard University bruger Capone og hans Chicago-mafia som case study i undervisningen. For efter Al Capone var steget op gennem graderne, og efter han havde overtaget et eksisterende forbrydersyndikat i Chicago, så viste han sig både skånselsløs og effektiv.
De 60.000 beboere i bydelen Cicero i Chicago havde f.eks. i 1921 nogle få værtshuse, men i 1924 var der 123 værtshuse, 22 bordeller og 161 spillesteder. Med venlig hilsen Al Capone. Hvis vi talte om almindelig business, ville vi sige, at han havde udkonkurreret fem rivaliserende bander, men – som Harvard-undersøgelsen understreger – her taler vi om kriminalitet, og Capone havde myrdet sig frem. Mellem 1921 og 1924 var der 349 drab alene i Cicero.
Han havde ingen fordel i våben og muskler – de andre bander havde de samme ressourcer – men Capones organisation var eminent. Han var selv den absolutte boss, og under sig havde han 12 underbosser med ansvar for hver sin afdeling og med sammenlagt mellem 500 og 700 ansatte. De pågældende afdelinger var overordnet inddelt i to sektioner – den ene var »indtægt«, den anden »beskyttelse«. Indtægterne kom blandt andet fra alkohol, prostitution, spil, afpresning, fagforeninger og åger, og beskyttelsen bestod af bodyguards og eksperter i blandt andet brug af bomber og maskinpistol, men også fra bestikkelse af politikere, dommere og politifolk.
En enkelt administrativ chef, Jake Guzik, og hans 20-30 bogholdere havde ned til sidste decimal styr på indtægter og udgifter, og de havde også sorte bøger med navne på de myndighedspersoner, som organisationen »ejede«, eller som f.eks. gæstede bordeller og værtshusene og kunne afpresses.
I 1928 sad Capone på op mod 70 procent af al kriminalitet i, hvad der dengang var USAs næststørste by, og organisationen havde et nettooverskud på omkring 105 mio. dollar. I 2015-tal svarer det til 1,5 mia. dollar eller afrundet det samme som Legos nettooverskud i 2015.
En samtidig journalist skrev, at Capone var »forbudstidens svar på John D. Rockefeller, og han styrede mindst 20.000 smugværtshuse«, og alle drabene skal ses som metoder til at opnå det mål, som Harvard konkluderer. Universitetet optæller 700 drab i bandekrigen i Chicago mellem 1920 og 1930, og Capone var »direkte eller indirekte ansvarlig for over 200 af dem«. Han beordrede de pågældende drab bl.a. på folk, som røvede øl fra ham, på overløbere, på politiske modstandere og på andre banders lejemordere, og med drabene »demonstrerede Capones organisation den brutalitet, effektivitet og overflod, som karakteriserede destruktiv amerikansk kapitalisme i det tidlige 20. århundrede«.
På den måde er Capones liv og opadstigen, hans rigdom og uindskrænkede magt made in USA, og det samme er hans fald og årsagen til faldet. Han blev enevældig gangsterkonge som 25-årig, og seks år senere var han færdig. Det er børnelærdom, at myndighederne fældede ham med en skattesag, men Deirdre Bair giver mindst to andre mulige forklaringer.
Den ene er den ubehandlede nerve-syfilis, som i slutningen af 1920erne ramte Capones hjerne og begyndte at sløre hans dømmekraft. Få år senere hensatte den ham i samme mentaltilstand som en syvårig. Den anden forklaring er offentligheden. Al Capone forstod »spin« længe før, begrebet var opfundet. I hans storhedstid hyldede den »kuede arbejderklasse ham som deres helt«, og den ignorerede, at den »store mand (...) i virkeligheden bare var en simpel bølle«, som den daværende journalist Fred Pasley skrev.
Men med en parafrase over forfatteren Nenia Campbell – offentligheden er en ustadig elskerinde, hun er nem at forføre, men endnu nemmere at miste. Og så snart modgangen ramte Al Capone, vendte medier og offentlighed sig imod ham, gårsdagens helt var dagens slyngel, og alle hævdede hele tiden at have vidst, at han bare var en simpel bølle.
Og det er i sin ekstrem en typisk og fantastisk amerikansk historie.
Deirdre Bair, » Al Capone: His Life, Legacy and Legend,« Doubleday, 395 sider. 30 dollar.
Alle ukrediterede citater i artiklen er fra bogen.
