Socialdemokraternes EU-ordfører, Jens Joel, håber på at kunne overtale Dansk Folkeparti til at stemme for den netop vedtagne europæiske patentdomstol. EU-modstanderpartierne Dansk Folkeparti og Enhedslisten har ellers krævet, at tilslutningen til patentdomstolen bliver afgjort ved en folkeafstemning. Da tilslutningen til domstolen medfører såkaldt suverænitetsafgivelse, skal aftalen enten stemmes igennem med 5/6 flertal i Folketinget, og det kræver Dansk Folkepartis opbakning, eller vedtages ved folkeafstemning.
- Det ville være ekstremt vanskeligt at holde en folkeafstemning om det her, fordi ud over at være ekstremt teknisk, så betyder det ikke meget for den almindelige dansker, men det betyder rigtig meget for de virksomheder, der vil sælge deres produkter. Derfor er det også uforståeligt, at Dansk Folkeparti vil stikke en kæp i hjulet, fordi det vil skade dansk erhvervsliv, siger Jens Joel (S), der håber at kunne overtale Dansk Folkeparti til at stemme for den europæiske domstol i Folketinget.
Men Dansk Folkepartis medlem af Europaparlamentet Morten Messerschmidt holder fast i, at der vil være tale om suverænitetsafgivelse, hvis Danmark skal være med i patentdomstolen, og at det derfor kræver en folkeafstemning.
- Nu vil vi se nærmere på detaljerne i patentet for at finde ud af, om vi skal anbefale et ja eller et nej til at Danmark skal tilslutte sig patentdomstolen. Jeg kan se mange positive takter i, at danske virksomheder kan få billigere patent på deres produkter, mend er er også nogle bekymrende ting, som vi skal have overblik over, siger Morten Messerschmidt.
Han mener ikke, det er urealistik, at man kan lokke danskerne til stemmeurnerne, når det gælder et ja eller et nej til patentdomstolen.
- Når man kan få danskerne til at stemme om tronfølgerlov, valgretsalder og EU-traktater, så kan man også få dem til at stemme om det her. Man kan jo f.eks. lægge afstemningen, på samme dag, hvor der alligevel skal være kommunalvalg til næste år, siger Morten Messerschmidt.
Erhvervslivet opfordrer folketinget til hurtigst muligt at tiltræde ordningen, da det ellers vil stille særligt små og mellemstore danske virksomheder dårligere i konkurrencen med de europæiske konkurrenter.
- For danske virksomheder er det en tvungen nødvendighed, at vi kan konkurrere på lige fod med både europæiske og globale virksomheder. Derfor vil det også være et stort tab for især de små- og mellemstore virksomheder, hvis ikke det danske folketing hurtigst muligt sikrer, at patentet bliver en realitet i Danmark, siger Christian T. Ingemann, direktør i Dansk Erhverv.
Han mener, at det er en milepæl for dansk og europæisk erhvervsliv, at det danske EU-formandskab endelig har skabt enighed om et fælles EU-patent.