»En god økonomi kommer ikke af sig selv.«

Det er overskriften for det velfærdsudspil, som Socialdemokraterne søndag formiddag præsenterede for pressen på Christiansborg.

Her slog partiet fast, at man vil lade de offentlige udgifter stige med 0,6 procent frem til 2025. Og det kan lade sig gøre, fordi regeringen har handlet økonomisk ansvarligt, lød det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

»En stærk økonomi kommer ikke af sig selv. Sådan er det. Det kræver beslutninger, og der skal vi investere i ungdommen, så de får god, gratis uddannelse, investere i at give specialarbejderen et løft, så han eller hun kan blive faglært, og vi kan undgå flaskehalse. Og vi skal investere i bedre infrastruktur som for eksempel Togfond.dk, som binder Danmark sammen på en helt ny måde,« sagde Helle Thorning-Schmidt (S).

Hun bebudede samtidig, at regeringen vil lægge nye vækstfremmende initiativer frem hvert år i den kommende valgperiode. Statsministeren understregede desuden, at man lægger op til brede forlig og ikke er »bundet af sit parlamentariske grundlag«.

»Vi gennemfører vores politik med dem, der ønsker at være med,« sagde hun.

Finansminister Bjarne Corydon (S) understregede, at der ikke er lagt op til nogen velfærdsfest, selv om de offentlige udgifter kan stige med 0,6 procent frem til 2025.

»Det er en stram kurs,« sagde han og understregede, at partiet »altid optræder forsigtigt, når det handler om økonomi«.

Væksten til offentligt forbrug svarer til tre milliarder kroner om året, men statsministeren understregede på pressemødet, at det »ikke er ret meget« i betragtning af de udfordringer, Danmark står over for.

Udfordringerne handler blandt andet om, at der vil være 240.000 flere ældre i 2025, og det vil skabe pres på udgifterne til sundhed og ældrepleje.

Men stigningen på 0,6 procent er ifølge statsministeren nok til at sikre danskernes velfærd.

»Det er nok til at fastholde og udvikle vores velfærdssamfund,« sagde Helle Thorning-Schmidt, der også benyttede pressemødet til at anklage Venstre for ikke at lægge en plan frem for, hvordan partiets nulvækst skal føres ud i livet.