Hæren, Søværnet og Flyvevåbenet skal lægges sammen til en fælles operativ kommando. I hvert fald hvis det står til Socialdemokraterne og SF, der efter eget udsagn vil effektivisere det danske forsvar i det kommende forsvarsforlig.

»Der er rigtig store besparelser ved, at vi kun har ét værn. Så vel vidende, at Flyvevåbnet, Hæren og Søværnet har forskellige særkender, så er der rigtig mange funktioner, der dobler, som ikke behøvede at doble,« siger SF-formand Villy Søvndal.

Udspillet indgår som en del af Socialdemokraterne og SFs fælles økonomiske 2020-plan, hvor de i lighed med regeringen vil skære to mia. kr. af forsvarsudgifterne fra 2015.

Mikkel Vedby, der er chef for Dansk Institut for Militære Studier, vurderer, at udover den kontante besparelse vil en sammenlægning af værnene gøre den politiske styring lettere.

»Hvis man vil i gang med en større reform af Forsvaret, så vil det her være et naturligt skridt,« siger han.

Professor og ekspert i sikkerhedspolitik Ole Wæver fra Københavns Universitet mener, det er den slags drastiske ændringer, der skal til, hvis man virkelig vil spare penge på forsvarsbudgettet.

»Det er rigtigt at melde noget så hårdt ud for at ruske op i alle og sige, at hvis vi skal lave besparelser, og have en rationel anvendelse af pengene, så skal der til at ske noget,« siger han.

De Konservatives forsvarsordfører, Helge Adam Møller, tror dog ikke et sekund på, at der finder et besparelsespotentiale.

»Tværtimod. Der er en kæmpe forskel på at være i Søværnet og sejle en korvet og så være i Flyvevåbenet og flyve et kampfly. Derfor vil det give det modsatte af effektivitet, hvis man sammenlægger. Det svarer til at slå Mærsk, Berlingske og Novo sammen. Selv om det er tre velfungerede virksomheder, så har de hver deres særkende, som det ikke giver nogle fordele at slå sammen,« siger han.

Slut med værnepligt

S-SF vil desuden spare et trecifret millionbeløb på at afvikle værnepligten. Den er gammeldags, mener SF-formanden.

»Vi spilder ret mange unge menneskers liv ved at tage dem ind som værnepligtige for derefter ikke at bruge dem. Og vi opretholder med værnepligten en ekstrem dyr struktur. Desuden har vi et ønske om at forbedre økonomien i 2020 i forhold til at få unge hurtigere igennem uddannelsessystemet. Det kommer som et underligt afbræk for mange at skulle ind som værnepligtige,« siger Villy Søvndal, der i stedet vil indføre en værneret indenfor Forsvarets rammer for rekruttering.

Helge Adam Møller mener, at det vil være fatalt at gøre op med pligten.

»Værnepligten sikrer en bred rekruttering til Forsvaret og er med til at styrke den folkelige forankring bag Forsvaret,« siger han.

Derimod er de Radikale begejstrede.

»Der er betydelige beløb sparet ved at afskaffe værnepligten. Det har vi selv tidligere foreslået, så det er godt nok,« siger partiets forsvarsordfører, Niels Helveg Petersen.

Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) ønsker ikke at forholde sig til S-SF-forslagene.

»S og SF skylder danskerne en samlet plan frem for små dryp her og der. Jeg vil ikke forholde mig til små dele, men til deres samlede økonomiplan,« siger Gitte Lillelund Bech med henvisning til, at S-SF endnu mangler at lægge deres samlede 2020-plan frem.