Der kan blive behov for en yderligere undersøgelse af forløbet omkring de fejlagtige offentlige ejendomsvurderinger. Det mener Socialdemokraternes skatteordfører Thomas Jensen, efter at nye oplysninger er kommet frem i sagen.
»Siden vi fik Rigsrevisionens beretning i onsdags, har Berlingske vist, at tidligere skatteminister Kristian Jensen (V) allerede fik informationer om, at den var gal med ejendomsvurderingerne tilbage i 2006. Og nu skriver andre medier, at en række af Venstres topministre i Finansministeriet også har vidst, at der var noget galt,« siger Thomas Jensen.
Kom frit frem
Det er Ekstra Bladet, der fra en anonym kilde erfarer, at Finansministeriet angiveligt i en årrække under ledelse af bl.a. Lars Løkke Rasmussen (V) og Claus Hjort Frederiksen (V), skulle have bremset en plan, der skulle rette op på Skats forkerte ejendomsvurderinger.
»Den her sag begynder at brede sig. De nye oplysninger om at Finansministeriet har bremset en løsning, er ikke noget Rigsrevisionen har behandlet. Jeg kan ikke afvise, at der bliver brug for, at nogen kigger på hele forløbet. Hvilken type undersøgelse det i givet fald skal være, er for tidligt at sige,« siger Thomas Jensen.
Han opfordrer i første omgang Venstres top til at stå frem og erkende deres ansvar. Samme opfordring lyder fra SF.
»Det nytter ikke, at Lars Løkke Rasmussen går i flyverskjul. Venstres top bliver nødt til at komme med en forklaring på, hvorfor de har syltet de her sager i så mange år. Det er afgørende for folks tillid til politikerne og Skat,« siger Lisbeth Bech Poulsen.
Ingen i Venstres top ville kommentere på sagen i går. Ekspert i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, Sten Bønsing, vurderer overfor Berlingske Nyhedsbureau, at de nye oplysninger i sig selv ikke lægger noget ansvar på konkrete tidligere ministre,