Medstifter af og præst i menigheden Faderhuset Ruth Evensen stiller med en ny liste op til kommunalvalget 19. november i Lolland Kommune. Det skriver folketidende.dk tirsdag.

Listen har navnet »Frit Lolland«, og den 62-årige kvinde vil være spidskandidat blandt ti kandidater til det kommende byråd.

»Vi er en liste, der står for frihed, for at få magten tilbage til folket og beslutningerne tilbage til kommunens lokalområder,« siger sønnen Asbjørn Evensen, der selv er en de ti kandidater, til folketidende.dk.

»Folk hernede føler sig oversete, og især når det handler om sundhed, så er det ikke godt nok, at der er så langt til hjælpen. Mange frygter jo nærmest at dø, hvis de bliver syge i weekenden,« tilføjer Asbjørn Evensen.

Ruth Evensen blev for alvor offentlig kendt, da frikirken Faderhuset i 2006 købte Ungdomshuset af Københavns Kommune, og det udløste store, voldelige demonstrationer i Københavns gader i foråret 2007, da hun bekendtgjorde, at hun ville stifte et nyt politisk parti, Frihedspartiet, hvis mærkesager var mindre stat, modstand mod EU og modstand mod abort.

Arbejdet med partiet har ligget stille i nogle år, men i september 2011 startede partiet op igen med abortmodstanden som absolut vigtigste mærkesag. I 2012 skiftede partiet navn til Frihedskæmperne.