GDANSK: Polens markering af afslutningen på Anden Verdenskrig blev noget ganske andet end den danske ceremoni med fællessang i Mindelundens milde aftensol.
Kort inden klokken slog 12 og gjorde torsdag til fredag på halvøen Westerplatte nord for Gdansk, dukkede et meterhøjt polsk flag op på et bastant betonmonument for de soldater, der i 1939 faldt her.
Foran stod snorlige rækker af soldater knivskarpt opmarcheret, mens et kanonbatteri glammede øresønderrivende. Under hele ceremonien oplyste en snes projektører himlen i et zigzag af linjer, som søger de indkommende fly. Og selv en dansk iagttager, der ingen aktier har i den polske historie, kunne mærke alvoren og historiens tyngde.
Og det var ikke tilfældigt. Hvor danskerne primært mindes og hylder de faldne ved markeringen af befrielsen, er formålet med den polske markering også i høj grad – og måske især – at sende et politisk signal til både venner og fjender i nutiden.
En mytologisk havneby
Hvis steder kan være overbebyrdede med historie, må havnen i den polske by Gdansk være et af dem.
Da Første Verdenskrig sluttede, blev byen gjort til en fristad under Folkeforbundets – FNs forgænger – beskyttelse, fordi Polen, som var genopstået efter længe at være delt mellem de nærliggende stormagter, havde brug for en havn på Østersøkysten.
Efter Hitlers magtovertagelse blev det en nazistisk mærkesag at få byen tilbage til Tyskland. Derfor stod Anden Verdenskrig i Europas allerførste slag på halvøen Westerplatte på havnefronten i Gdansk havnefront, eller Danzig som byen blev kaldt på tysk.
Fra tidligt om morgenen 1. september 1939 holdt en lille polsk styrke på 200 mand i en uge stand mod en knusende tysk overmagt, der involverede blandt andet slagskibe og omfattende luftbombardementer.
Efter Anden Verdenskrig blev Gdansk formelt og utvetydigt gjort til en del af Polen. Men set fra et polsk perspektiv oplevede landet ingen befrielse i maj 1945. Mens danskere taler om fem forbandede år, fik polakkerne den tvivlsomme fornøjelse af fem årtier under fremmed herredømme. Samme morgen, som nazisterne kastede sig over Westerplatte, angreb og besatte Stalins Røde Hær det østlige Polen ifølge en hemmelig aftale med Hitler. Efter krigen indsatte Stalin sine kommunistiske marionetter i regeringskontorerne i Warszawa og gjorde Polen til en sovjetisk vasalstat.
Og der sad de godt. Lige indtil en firskåren elektriker fra skibsværftet i Gdansk, ganske få kilometer fra Westerplatte, i begyndelsen af 1980erne stillede sig i spidsen for fagforeningen Solidaritet. Lech Walesa og den bevægelse, han stod i spidsen for, blev et symbol på opgøret med kommunismen og vandt ved det første frie valg i 1989, en knusende valgsejr. Set fra et polsk synspunkt er Gdansk derfor byen, hvor 50 års ufrihed under to forskellige totalitære regimer både begyndte og blev bragt til fald.
Bredsiden mod »befrierne«
Så da den polske præsident, Bronislaw Komorowski, inviterede en række europæiske ledere til konference på henholdvis skibsværftet i Gdansk og Westerplatte, var koblingen mellem nazisme og kommunisme ikke til at tage fejl af. Det er en bredside i kampen om historien, der er rettet direkte mod Moskva.
For mens Putin i dag på Den Røde Plads fejrer Den Røde Hærs sejr over nazismen og det, han kalder befrielsen af Europa, brugte Polen lejligheden den mørke majnat mellem torsdag og fredag til levere en bredside mod netop de angivelige befriere, som Putin hylder.
Mens Putins fejring stort set er støvsuget for europæiske statsoverhoveder, var 11 europæiske sådanne til stede i Polen torsdag med en klar overvægt af østeuropæiske præsidenter. Ikke så mange som håbet fra polsk side, men stadig en del flere end i Moskva. I Gdansk deltog desuden bl.a. FNs generalsekretær, Europarådets formand samt en række fremtrædende ministre og parlamentarikere. Danmark var repræsenteret ved Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S).
Inden ceremonien blev der afholdt et historikerseminar over to dage, der også kredsede om lighederne mellem nazismen og kommunismen, om den aftale, som Hitler og Stalin indgik om Polens deling, samt om hvordan de allierede tillod Stalin at indsætte marionetregimer i store dele af Østeuropa – noget man her bredt opfatter som et bittert svigt.
Konstant lurede skyggen af Putin og spørgsmålet om, hvor meget man kan gå på kompromis med folks ret til selvbestemmelse for at imødekomme ekspansionistiske despoters stormagtsdrømme.
Bitterhed i øst
Ved en diskussion blandt de inviterede politikere, som foregik i et center opkaldt efter Lech Walesas Solidaritet, kom de hver med deres syn på arven fra Anden Verdenskrig. Her blev tyren imidlertid taget ved hornene. Den estiske præsident, Toomas Hendrik Ilves, drog den parallel, der hidtil mest havde været implicit, og erklærede, at Ruslands intervention i Ukraine minder om det, »vi så for 70 år siden«.
Derefter lancerede Toomas Ilves et bittert angreb på vesteuropæiske lande, som han mente, havde ignoreret balternes advarsler om naboen mod øst.
Ukraines præsident, Petro Porosjenko, erklærede med henvisning til situationen i sit hjemland, at Europa ikke har råd til at se historien fra 1930erne gentage sig og takkede direkte de ledere, der holdt sig væk fra dagens parade i Moskva.
Karakteristisk nok var kritikken af Putin generelt mere udtalt hos de østeuropæiske ledere end hos de vesteuropæiske. Mogens Lykketoft, der holdt en tale om EU som fredens projekt, var ingen undtagelse fra det mønster.
Efter diskussionen og en blomsternedlæggelse ved et monument for totalitarismens ofre ved skibsværftet i Gdansk blev samtlige ledere kørt de cirka ti kilometer til Westerplatte, hvor præsident Bronislaw Komorowski i sin tale utvetydigt konkluderede på fredagens markeringer.
»Den igangværende krig i Ukraine tillader os ikke at glemme, at der i Europa stadig er kræfter, der vækker minder om de mørkeste perioder i det 20. århundrede. Kræfter, der fortsat opererer efter indflydelsessfærernes logik og forsøger at holde naboer som vasalstater,« erklærede han, inden Europas hymne, »Ode an die Freude«, gjaldede ud over Westerplatte.