RUSLAND: Den russiske regering har mandag annonceret, at man vil skære 3,5 milliarder kroner af budgettet til landets forberedelser til VM i fodbold i 2018. Det skriver flere russiske nyhedsbureauer ifølge Reuters.
De russiske myndigheder gav dog ingen forklaring på, hvorfor milliardbesparelsen pludselig er blevet nødvendig.
Rusland befinder sig i en økonomisk krise, efter at EU og USA har indført hårde økonomiske sanktioner mod landet som følge af konflikten i det østlige Ukraine og annekteringen af Krim. Der er dog endnu budgetteret med 77 milliarder kroner fra de russiske værters side i bestræbelserne på at afholde en succesfuld VM-slutrunde.
Det er ikke første gang, at de kommende VM-værter bebuder besparelser på budgettet.
Store dele af budgettet skal bruges til at forbedre infrastrukturen i Rusland og restaurere gamle lufthavne, jernbaner og stadioner.