Rupert Murdoch vil sælge europæiske medieselskaber
21st Century Fox med den kendte mangemilliardær Rupert Murdoch i spidsen vil sælge Sky Italia og sin ejerandel i Sky Deutschland til British Sky Broadcasting Group.
21st Century Fox med den kendte mangemilliardær Rupert Murdoch i spidsen vil sælge Sky Italia og sin ejerandel i Sky Deutschland til British Sky Broadcasting Group.
Salget vil indbringe omkring 10 mia. euro (75 mia. kr.) og skal bruges til at løfte 21st Century Fox' bud på Time Warner.
Det skriver Bloomberg News, der citerer anonyme personer tæt på begivenheder.
Nyheden kommer, efter at det i sidste uge kom frem, at 21st Century Fox havde aflagt et bud på 80 mia. dollar for Time Warner, som dog blev afvist. Fox skulle dog være interesseret i at øge buddet og ved at bruge midler fra et eventuelt frasalg, kan 21st Century Fox slippe at for skulle låne pengene.
Allerede tilbage i maj var der rygter om et muligt frasalg af Sky Italia og Sky Deutschland til British Sky Broadcasting. Ifølge Bloomberg News er en aftale på trapperne inden for de næste to uger. 21st Century Fox ejer 39 pct. af British Sky Broadcasting Group, og Credit Suisse vurderer i et notat, at det er også en mulighed, at Fox sælger ud her.
Det mulige nærtforestående opkøb kan aflæses på aktiemarkedet mandag.
Sky Deutschland stiger 3,7 pct. til 6,63 euro, mens British Sky Broadcasting falder 1,3 pct. til 905,5 pence på børsen i London.