Hrm hrm, nu er jeg jo ikke den store taler, men jeg vil nu alligevel tage ordet her i dag og sige stort tillykke til Royal Copenhagens julebordskoncept, der fylder 50 i år.

Konceptet kom til verden i 1963, og siden da har der stået smukke borde hos Royal Copenhagen hvert år, dækket over temaer som generationer, kokke, modeskabere, møbelkunst, arkitektur, indretning, kunst og meget mere.

I år fejres det halve århundrede med en kavalkade over temaerne fra de sidste 50 år, og fra i fredags kunne der i Royal Copenhagens Flagship Store på Amagertorv i København opleves borde dækket af arkitekterne Signe Bindslev Henriksen og Peter Bundgaard Rützou, kunstneren Cathrine Raben Davidsen, modeskaberen Julie Brandt Dam, den hollandske kunstner Wouter Dolk, smykkedesigneren Rebekka Notkin, indretningsarkitekten Oliver Gustav og kokken Thomas Rode.

Så selv om et halvt århundrede i nogle sammenhænge kan virke som længe og dufte af noget gammelt, så er det i julebordenes tilfælde, et helt andet scenarie, der gør sig gældende.

Hvert år besøges bordene af mere end 200.000 gæster, som lader sig inspirere og fascineres af de flotte borde, og jeg er sikker på, at i år ikke er nogen undtagelse. Stort tillykke til Royal Copenhagens smukke borde. Tillykke med de 50 år.

FORVENTNING OM FORTRYLLELSE
Arkitekterne Signe Bindslev Henriksen og Peter Bundgaard Rützou er erfarne og eftertragtede indrettere og har blandt andet stået bag interiøret på nogle af landets fornemmeste restauranter; Noma, Geranium og Geist. Så det er ikke uvant for dem at dække op til den særlige stemning, der kan opstå omkring et bord – heller ikke et julebord. »Det enkle med det overdådige og forventningen om fortryllelse er på mange måder julens præmis. Det milde og barnlige med det ydmyge – og magi som kontrast til hverdagen. Vi har nydt at lave en fortælling om julens bord uden for tid og sted. At give det udtryk ved design som redskab, godt hjulpet på vej af det allerfineste porcelæn,« forklarer de to om deres borddækning.

DET KIMER NU ...
Det er som at træde ind i et kirkerum, hvor der ringes ind til julegudstjeneste, når man kommer til billedkunstner Cathrine Raben Davidsens julebord. Her er en højtidelig ro i et rum fuld af farver, tradition, historie og håndværk. På bordet gløder et silketryk baseret på kunstnerens egne værker og blander sig med det kongelige porcelæn. »Jeg har valgt at give hovedrollen i mit julebord til juleplatten for at hylde dens historie. For mig står juleplatten for en svunden tid, og den minder mig om mine bedsteforældres generation, og om hvordan man hvert år ventede i spænding på denne her platte, som skulle tilføjes samlingen,« siger Cathrine Raben Davidsen.

ET BORD FRA EN SVUNDEN TID
Kokken Thomas Rode har – sammen med sin hustru Thilde Maarbjerg – de seneste år slået et stort slag for stenalderkost og det sunde menneske, så det er ikke overraskende, at deres bord også tager udgangspunkt i den moderne stenalder og en tid, hvor kampklare vikinger huserede, og alt blev brugt og intet smidt ud. Naturen er i højsædet på kokkens bord med ubleget hør, rensdyrskin og marv fra oksen. »Da vi fik tilbuddet om at dække et julebord for Royal Copenhagen præcis efter vores egne hoveder, var jeg ikke i tvivl om, at det skulle være med Royal Copenhagens Sort Mega Riflet og Sort Riflet. De to stel giver den smukkeste baggrund for mad og tilfører maden en ekstra dybde,« fortæller Thomas Rode.

DEKADENT DETALJERIGDOM
Hun er æstetiker helt ud til de fingerspidser, der til daglig kreerer lækre og eksklusive smykker; guldsmed Rebekka Notkin, og det ses også på hendes julebord, der skiller sig ud ved både farver, mønstre og detaljerigdommen. »For mig, der brænder for smukke detaljer og gedigent håndværk, har det været en sand fryd at få lov til at hylde et af verdens fineste porcelænsfirmaer. At dække et bord med det historiske Dagmar-stel i forening med det moderne Flora har været at arbejde med alt det, jeg holder af,« fortæller hun om sit bord i det flotte lyserøde rum ved Royal Copenhagen.

DET INTERNATIONALE ISLÆT
Den hollandske kunstner og designer, Wouter Dolk, er kendt for at skabe sanselige universer, og i Royal Copenhagens Flagship Store har han også vakt en lille drøm til live med et sammensurium af hvidt porcelæn, papir og opfindsomhed opstillet i små udstillingskasser midt på bordet – der måske til gengæld ikke ville være det allermest praktiske at spise ved. »Jeg blev så glad, da Royal Copenhagen spurgte, om jeg ville være en del af 50 års jubilæet for julebordene. Selvfølgelig ville jeg det! Jeg har udtrykt hele min glæde og sympati for disse smukke porcelænskollektioner ved at blande dem på kryds og tværs af historie og tidsalder.«

ET SKYGGEFULDT RIGE
Indretningsarkitekten Oliver Gustavs kendetegn er en mørk og dyster stemning, som samtidig er fascinerende og dragende. Det gælder også for hans julebord, der fremstår som et mørkt og dramatisk rige med et spil af skygger, okseblodsfarvede lærreder og et råt, gråt farvevalg. »At forene historie og nutid med udvalgte kontraster er noget af det, jeg holder allermest af. Det historiske og verdenskendte porcelæn fra Royal Copenhagen har jeg tilført et nyt kapitel med en blanding af mine personlige favoritter og mine signaturfarver,« siger han.

EN UFORGLEMMELIG JULEAFTEN
Modeskaberen samt stifteren og medindehaveren af Rue Verte, Julie Brandt Dam, har skabt et stemningsfuldt miljø om sit bord med et sofistikeret og eksklusivt udtryk med ønsket om at skabe en uforglemmelig juleaften for familien. »Kontrasterne skaber balancen, som er essentiel for mig. Jeg elsker at mikse det enkle og anvendelige med det sofistikerede, det moderne med det klassiske og det cool med det overdådige, « fortæller hun om sit bord.