»For 20 år siden lagde man byggerier af denne type på en bar mark og etablerede parkeringspladser rundt om. Royal Arena kommer til at ligge i et bymiljø, og det gør arenaen langt mere attraktiv for konferencer og andre events,« siger Kim Herforth Nielsen, der er stifter og partner i 3XN.
3XN er det arkitektfirma, der har tegnet stregerne til den kommende arena, som efter planen står færdig i efteråret 2016. Placeringen af Royal Arena i Ørestad Syd betyder ifølge Kim Herforth Nielsen, at arenaen vil henvende sig lige så meget til lokalområdet, som til resten af byen og vil få karakter af et kulturhus.
»Man kan sammenligne det med Centre Pompidou i Paris med sine skrånende flader, hvor der ikke kun foregår noget inde i bygningen, men hvor der også er masser af liv rundt om,« fortæller Kim Herforth Nielsen og tilføjer, at arenaen bliver fleksibel, så der er plads til op til 15.000 deltagere.
Hans vurdering er, at logistikken bliver nemmere med en arena, fordi man hurtigt kan komme ind og ud af bygningen, hvis man eksempelvis vil hente mad, fordi der er flere udgange. Samtidig giver arenaopbygningen ifølge Kim Herforth Nielsen et bedre udsyn for hver enkelt deltager end de sædvanlige stolerækker, som er placeret på en plan flade.