Rovsing kommer ud af regnskabsåret 2012/13 med en omsætning på 17,6 mio. kr. Sammenlignet med sidste regnskabsrapport er det en mindre tilbagegang, det det dengang endte på 18,2 mio. kr.

Det fremgår fredag eftermiddag af selskabets årsrapport for regnskabsåret 2012/13.

Selskabets nettoresultat for perioden ender på minus 1,9 mio. kr., hvor det i perioden 2011/12 endte på minus 1,1 mio. kr.

Slutteligt endte resultatet for primær drift (EBITDA) på 1,6 mio. kr., hvor det i sidste helårsregnskab lå på 0,8 mio. kr.

For regnskabsåret 2013/14 forventes en øget omsætning samt et positivt driftsresultat på EBITDA-niveau.

I Rovsings regnskab indgår en supplerende oplysning fra selskabets revisorer. Værdien af selskabets produktrettigheder er behæftet med markant usikkerhed, skriver revisorerne fra PricewaterhouseCoopers i regnskabet.

Selskabet har værdisat produktrettigheder til DSTE Products til godt 22 mio. kr., men ifølge selskabets revisorer er den værdi afhængig af, at selskabet realiserer de udmeldte resultat- og omsætningsforbedringer.

- Faktiske resultater vil sandsynligvis afvige fra de forventede, idet forudsatte begivenheder ikke indtræder som forventet, hvorfor der er betydelig usikkerhed knyttet til værdiansættelsen, skriver revisorerne i regnskabet.

Produktrettighederne til DSTE Products, der blandt andet bruges til tests af satellitter, udgør næsten 41 pct. af Rovsings samlede aktiver.

Samtidigt henviser revisor til, at Rovsings udskudte skatteaktiv på 5,5 mio. kr. ligeledes er behæftet med usikkerhed.

Selskabet havde ventet en omsætning på 20-22 mio. kr. i 2012/2013, men realiserede en omsætning på 17,7 mio. kr. og andre driftsindtægter på 2,4 mio. kr.

/ritzau/FINANS