Internettet er hjemsted for mange bizarre ting og ikke mindst bizarre auktioner. F.eks. kan man købe kunst og breve direkte fra en seriemorders hænder.

Og nu er endnu en morbid genstand dukket op på nettet. Nemlig en lille medicinflaske, der eftersigende skulle indeholde blod fra den tidligere præsident i USA, Ronald Reagan. Det skriver BBC.

I 1981 blev Ronald Reagan forsøgt myrdet, men overlevede, dog med en punkteret lunge. Og det er netop fra behandlingen efter denne ubehagelige episode, blodet skulle stamme fra.

Den anonyme sælger af medicinflasken skriver på internetauktionen, at dennes moder arbejdede på det hospital Reagan blev behandlet på og et billede af selvsamme medicinflaske viser den tidligere præsidents navn.

Stor forargelse

Men salget af eks-præsidentens blod vækker stor forargelse ved specielt Ronald Reagan-fonden, som har udtrykt harme til de amerikanske medier.

- Hvis dette er sandt, har vi tænkt os at sætte en stopper for denne feje gerning, siger John Heubusch, formanden for fonden. Og tilføjer, at hospitalet, hvor Reagan i sin tid blev behandlet har forsikret dem om, at de vil undersøge sagen til bunds og finde frem til, "hvordan sådan noget dog kunne ske".

Det højeste bud på auktionen er pt. på godt 60.000 danske kroner.

Ronald Reagan var præsident i to perioder mellem 1981 - 1989 og døde af længere tids sygdom i 2004 i en alder af 93 år. Han er specielt kendt for sin tale ved Berlinmuren i 1987 og citatet:

"Mr. Gorbachev tear down this wall."