SVERIGE: Uvisheden og frustrationerne spreder sig blandt de mange migranter, som tidligt tirsdag morgen mistede deres midlertidige hjem i en lejr i Malmø.

Lejren var nemlig ulovlig, og det fik det svenske politi til at rydde den, hvorefter kommunen skal jævne den med jorden.

En gruppe af de udsmidte og nu hjemløse migranter har tirsdag formiddag bevæget sig til rådhuset i Malmø, hvor de ifølge Aftonbladet.se sammen med en gruppe aktivister protesterer over situationen.

»Hvor skal vi bo?« lyder tilråbene blandt andet.

Ifølge den svenske statsminister, Stefan Löfven, er det primært migranternes hjemlande, der er ansvarlige for migranternes videre skæbne.

»Den (aktionen, red.) skal naturligvis udføres med respekt for menneskerettighederne, men man kan ikke bosætte sig overalt i Sverige. Det kan hverken de, der bor i Sverige, eller du og jeg gøre, og loven skal gælde for alle,« siger Löfven til det svenske nyhedsbureau TT ifølge Aftonbladet.se.

Chefen for Socialforvaltningen i Malmø, Annelie Larsson, oplyser til dr.dk, at de hjemløse migranter og romaer blandt andet bliver tilbudt midlertidige overnatningsmuligheder.

»Vi åbnede overnatningslokalerne søndag aften, og der havde vi 50 pladser, men der var kun 17 personer, som gjorde brug af overnatningspladserne. I nat har der været 20 til 30 personer, så der har ikke været fuldt,« siger hun til dr.dk.

Udover overnatningstilbuddet har kommunen angiveligt også tilbudt at betale for busrejsen retur til Rumænien, hvor mange af migranterne kommer fra.

Op mod 200 personer har det seneste halvandet år boet i den ulovlige lejr, der ligger i et industrikvarter i Malmø.

Tirsdagens politiaktion var varslet, inden den blev igangsat, og migranterne havde fået indtil søndag klokken 16 til at forlade stedet. Dette skete dog langt fra, og tirsdag morgen ved 04.30-tiden gik adskillelige betjente i gang med at sende migranterne væk fra stedet.

En person blev anholdt i forbindelse med aktionen efter at have opført sig voldeligt over for politiet, og en politibetjent blev lettere såret.

Ved 08-tiden var alle migranter fjernet fra lejren, og kommunen kunne begynde at rive presenninger og barakker ned og jævne stedet med jorden.