»Baden Baden - Oslo Oslo«

For yngre siger dette udsagn ikke meget, men er man i 40'erne og derover, så signalerer det en scene fra en af de mest kendte sketches med den folkekære norske skuespiller Rolv Wesenlund og hans rolle som Marv Fleksnes.

Natten til søndag døde Rolv Wesenlund efter længere tids sygdom i sit hjem i Oslo, skriver vg.no.

Se eksempler på Wesenlunds roller som "Fleksnes" i bunden af denne artikel.

Wesenlund, der blev født i Horten den 17. september 1936, havde sin stortid i 1970'erne og 1980'erne. Han blev kendt i hele Skandinavien for sin rolle som den komiske Marve Almar Fleksnes i tv-serien 'Fleksnes fataliteter'. Sideløbende med den populære tv-serie kom også spillefilmen 'Den sidste Fleksnes' i 1974, der blev en af ​​Norges til dato største kassesucceser, skriver VG.

Fleksnes-figuren er helt og holdent Rolv Wesenlunds egen opfindelse, selvom tv-serien byggede på den britiske kommedie 'Hancock's Half Hour'. Oprindeligt skulle tv-serien, der gik i luften i 1972, kun have været på nogle enkelte episoder. Men den slog så godt igennem i hele Norden, at tv-kanalen NRK blev ved med at forlænge serien. Alt i alt blev det til 40 episoder - den sidste så sent som i 2002.Efter en lang og farverig karriere trak Rolv Wesenlund sig de sidste år af sit liv tilbage fra rampelyset. Helbredet skrantede, og han blev blandt andet ramt af et hjerteanfald i 2006, ligesom han led af diabetes. Som følge af sin sukkersyge kæmpede han med tale- og hukommelsesbesvær.

 

Rolv Wesenlund har de senere år boet sammen med sin hsutru Ruth Wesenlund i Sydfrankrig. Udover hustruen efterlader han sig tre børn og tre børnebørn, skriver VG.

Se her et par af Rolv Wesenlunds sketches fra den berømte tv-serie om Fleksnes. I den første gør han grin med det danske talsystem.

Fleksnes er tandlæge. Ikke den slags, man ønsker sig at have:
  

Herunder er den klassiske, hvor Fleksnes møder en tysker fra Baden Baden. Og Fleksnes præsenterer sig som "Fleksnes, Oslo Oslo". Se sekvensen ca. 5:50 inde i udsendelsen.