RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

 

»Syv dage. Syv sort-hvide billeder af din hverdag. Ingen mennesker. Ingen forklaring. Du skal tagge en ny person hver dag.«

Sådan lyder reglerne i en leg, der den seneste tid har floreret på Facebook. 32-årige Stine Ludvigsen er ikke blevet tagget. Alligevel er hun begyndt at dele sort-hvide billeder fra sin hverdag.

»Jeg er ikke sådan en, der bare flyder med strømmen. Hvis jeg har sat mig noget for, gennemfører jeg det, også hvis det er upopulært og ikke helt efter bogen,« siger hun.

Sofie Kærlund, der har været veninde med Stine siden gymnasietiden, bekræfter, at Stine er lidt af en ener.

»Hun er sådan en kreativ sjæl, der tænker totalt ud af boksen. Vi kan for eksempel være sammen en aften, hvor vi har planlagt at sidde hjemme og hygge, og så lige pludselig, når klokken er tæt på 22, finder hun på, at vi skal bage en kage. Man ved simpelthen aldrig, hvad der sker, når man er sammen med hende,« jubler hun.

Det kommer da heller ikke bag på Sofie, at Stine har valgt at poste sort- hvide hverdagsbilleder uden at følge reglerne.

»Det er ikke for ingenting, at vi kalder hende Skøre Stine. Hun er lidt af en rebel,« siger hun.

For Stine handler det først og fremmest om, at vi kun lever én gang.

»Man er simpelthen nødt til at tage ansvar for sit liv og ikke bare sidde og vente på, at nogen tagger én. Og har man lyst til at dele et billede af sin søn, der har hovedet fuld af havregrød, skal man da bare gøre det. Ja ja, reglerne siger, at der ikke må være mennesker på, men regler er til for at brydes,« siger Stine, der også er fuldstændig ligeglad med, at man ikke må skrive forklaringer.

»Jeg kan godt lide at skrive billedtekster, og så er jeg altså ikke bange for at trodse konventionerne, selv om jeg risikerer at støde nogen,« slutter hun.