RokokoPosten er en parodi på den aktuelle nyhedsstrøm.
Alle RokokoPostens nyheder er således fiktive, selv om de er stærkt inspirerede af virkeligheden.

Først lader han Adam og Eva gå nøgne rundt i Edens Have og bliver sur, så snart de tager bare en lille smule tøj på. Dernæst opfordrer han Abraham til at ofre sin søn, befrugter Jomfru Maria uden hendes samtykke og lader stå til, mens hans egen søn bliver korsfæstet.

»Og så har vi slet ikke nævnt de syv plager eller den implicitte godkendelse af, at Lot har sex med begge sine døtre. Gud er en krænker, og det hører ikke nogen steder hjemme i 2017. Så længe, han er til stede i Biblen, kan igen vide sig trygge,« siger evangelisten Markus, der sammen med en lang række andre bibelske forfattere har besluttet sig for at fjerne alle de passager, hvor Gud optræder.

»Han dukker op mange steder, og selv om vi opfatter Jesus som et af hans ofre, er han samtidig Guds søn og dermed en del af den guddommelige treenighed, så ham har vi også været nødt til at fjerne,« tilføjer en anonym jødisk mand, der tidligere har været tredjeredaktør på dele af Anden Mosebog:

»For sådan en gammeltestamentlig forfatter som mig har det været vildt spændende også at arbejde med nyere tekster. Selv om baggrunden selvfølgelig har været trist.«

Valget om at fjerne Gud fra Biblen blev truffet, efter at flere og flere Bibel-skribenter påpegede, at han ikke er en særlig tryghedsskabende eller ligestillingsorienteret karakter.

»Gud benytter sig ofte af trusler og vold, hvilket minder lidt om de sager, vi har hørt om i blandt andet filmbranchen. Ganske vist er ingen endnu stået frem og har anklaget Herren for at onanere i en potteplante som Harvey Weinstein, men vi synes også, at det er slemt at sætte ild til en busk. Der er ikke som sådan en nedre grænse,« siger Johannes, der blandt andet er kendt for sine åbenbaringer.

Han håber, at den reviderede Bibel vil gøre flere kristne mere trygge ved bogen.

»Man skal kunne bevæge sig et krænkelsesfrit miljø, når man åbner Biblen, og så nytter det ikke, at Gud lige pludselig lader det regne med svovl eller giver sine profeter PTSD ved at opfordre dem til at slå deres bøn ihjel.«