Rønn-kommissionen i gang - i sneglefart
De første vidneafhøringer i Birthe Rønns statsløse-sag kan tidligst gå i gang efter sommerferien - mere end 16 måneder efter, der blev truffet beslutning om en undersøgelseskommission.
De første vidneafhøringer i Birthe Rønns statsløse-sag kan tidligst gå i gang efter sommerferien - mere end 16 måneder efter, der blev truffet beslutning om en undersøgelseskommission.
Selvom det er ni måneder siden, at daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) besluttede, at der skulle nedsættes en undersøgelseskommission til at belyse ’alle aspekter’ ved sagen om de statsløse palæstinensere, er kommissionens arbejde først nu så småt kommet i gang.
Det fortæller undersøgelseskommissionens formand, landsdommer Peter Buhl fra Vestre Landsret, til Berlingske. Han har netop fået overdraget de første papirer i sagen fra Integrationsministeriet.
- Det er enorme mængder papir, vi skal igennem - mere end 10.000 sider, regner jeg med. Før vi har overblik over sagen og dens omfang, kan vi ikke indkalde til vidner til afhøring, ligesom sagens vidner også skal have beskikket en advokat, der skal have mulighed for at læse sagen igennem, forklarer Peter Buhl.
Birthe Rønn Hornbechs rolle skal belyses
Undersøgelseskommissionen, der blev nedsat for bl.a. at undersøge tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs (V) rolle i sagen om de statsløse palæstinensere, kan derfor tidligst gå i gang med de første vidneafhøringer efter sommerferien næste år. Og mest sandsynligt først i slutningen af 2012, vurderer Peter Buhl.
Det er mere 16 måneder efter, at det blev besluttet at nedsætte undersøgelseskommissionen, der kan blive det første skridt på vejen til en rigsretssag mod den tidligere integrationsminister.
Alle vidneafhøringer vil som udgangspunkt være offentligt tilgængelige. Men undersøgelseskommissionen kan lukke dørene, hvis den vurderer, at der kommer personfølsomme oplysninger på bordet.
Arbejdet vil vare i tre år
Justitsministeriet, der har det formelle ansvar for undersøgelseskommissionen, som består af dommere og advokater, har tidligere oplyst, at man regner med, arbejdet vil vare i tre år.
I den aktuelle skattesag, hvor der ligeledes nedsættes en undersøgelseskommission, oplyser Justitsministeriet, at kommissoriet for undersøgelsen ventes klar "i løbet af nogle uger". Herefter kan arbejdet med at udpege kommissionens medlemmer gå i gang.