Du kan parkere gratis, når du ankommer til storcenteret, Rødovre Centrum. Derefter kan du vandre rundt mellem de 160 butikker og nyde frokost blandt grønne planter på en af de mange restauranter. Du kan tage et smut forbi legeland eller biografen med ungerne og sågar nå en tur forbi lægen.
I Rødovre Centrum kan du det meste, og det er ifølge detailekspert Bruno Christensen en fordel, når storcenteret nu skal sælges.
»Den moderne forbruger vil gerne have alt samlet på et sted, og det har de her,« siger han.
Udover de mange faciliteter er det ifølge Bruno Christensen en fordel, at familien gennem alle generationer har formået at bevare en høj kvalitet, når det kommer til centerets vedligehold samt skabe en hyggelig stemning med grønne oaser og åbne pladser rundt omkring. Dette bidrager alt sammen til at gøre centeret attraktivt for forbrugerne og dermed også for en eventuel køber.
»De mange forbrugerfordele og den gode atmosfære gør, at centeret kan tiltrække mange kunder. Det giver glade butiksejere, fordi de har en god omsætning og kan betale deres husleje, hvilket i sidste ende giver en glad centerejer. Så Rødovre Centrum er en lækkerbisken for enhver større centeroperatør i Europa,« siger han.
Fordel at overtage familievirksomhed
Centeret har i tre generationer været ejet af den samme familie, men da der ikke er nogle arvinger, som ønsker at overtage det, skal der nu findes en ny ejer. Det skriver Berlingske torsdag.
Rødovres Borgmester, Erik Nielsen (S), er spændt på, hvordan ejerskiftet til sin tid kommer til at gå.
»Centeret er en meget stor del af Rødovre, så den første reaktion var en slags chokbølge, der gik gennem mig, da jeg hørte, at de vil sælge. Det kan risikere at blive en total omvæltning for os i kommunen. Familien har givet utroligt meget tilbage til byen, samtidig med at de har haft blik for at skabe en god forretning,« siger han.
Detailekspert Bruno Christensen mener, at det som ny ejer kan blive en udfordring at leve op til den kultur, der er i centeret i dag. Udfordringen kan måske løses ved at bevare nogle af de styrker, som centeret har og fortsætte i samme spor. Men fordelene ved at overtage familievirksomheden er ifølge Bruno Christensen langt større end udfordringerne.
»Der er stabilitet i tingene og den gamle ånd, omkring hvordan centeret skulle være, er stadig den samme, som den var i starten. Og det er en fordel for køberne, at de ved, at de får et veldrevet center med en stærk kundebase,« siger han.
Fra København til Rødovre – og tilbage igen
Det store indkøbscenter kan ifølge Bruno Christensen tiltrække kunder fra både nær og fjern, til trods for at Rødovre Kommune grænser op til hovedstaden.
»Forbrugerne kigger ikke på kommunegrænser, men hvor der er et godt indkøbscenter at køre hen til. Rødovre Centrum har været der i så mange år, at det er et kendt indkøbssted, som folk fra store dele af København kører til, selvom der er kommet nye centre til,« siger han.
De gode parkeringsmuligheder ved storcenteret kan være en af årsagerne til det. Men han fortæller dog også, at forbrugerne vender bilen den anden vej og kører fra Rødovre til København.
»Forbrugerne har alt, hvad de har behov for i Rødovre Centrum, men engang imellem ønsker de jo også at se noget andet, og så bliver det en tur ind til København,«siger han.