Dansk erhvervsliv har haft for meget fokus på nye vækstmarkeder og for lidt på de vækstlommer, der ligger lige rundt om hjørnet på nærmarkederne i Europa.

Det mener en af landets store producenter af byggematerialer, Rockwool, der er kendt for sin stenuldsisolering og isolerings­løsninger til både boliger og industribyggeri.

hype omkring vækstmarkeder som Kina og Indien, men man har glemt Europa. Det er rigtig nok, at der har været kriser, og vel også stadig er det i et vist omfang i Europa, men der er tegn på lys for enden af tunnellen, og hvis man ser sig for, findes der vækstlommer, som danske virksomheder kunne være bedre til at udnytte,« siger Henrik Frank Nielsen, koncern­direktør med ansvar for det europæiske marked hos Rockwool.

Indtil for nylig var BRIK-landene og nye vækstmarkeder mantraet, når politikere og virksomheder talte om vækstmuligheder ude i den store verden. Men aftagende vækstrater, ustabile valutakurser og manglende fremskridt når det gælder regulering og standarder har fået virksomhederne til at ændre kurs.

Fokus er, som beskrevet i Berlingske Business i sidste uge, ved at vende i retning mod det store amerikanske marked, som igen begynder at opleve vækst. Handelsminister Nick Hækkerup (S) lancerede sidste uge en handlingsplan med 23 punkter, som skal styrke den danske eksport- og investeringsfremmeindsats i forhold til USA. Og torsdag kunne Novo Nordisks topchef, Lars Rebien Sørensen, afsløre, at han i den kommende tid, vil bruge en stor del af sin tid på at sikre, at Novo Nordisk får en større del af det amerikanske medicinalmarked i kølvandet på det økonomiske opsving.

Rockwool hører også til blandt de virksomheder, der de senere år har haft fokus på USA. Sidste år købte Rockwool f.eks. det amerikanske selskab CMC.

Europa er imidlertid fortsat Rockwools største marked, og selskabet har inden for det seneste årstid øget sin fokus på nær­markederne.

Henrik Frank Nielsen fremhæver især Polen som et marked med store muligheder. Faktisk besluttede virksomheden at investere 500 mio. kr. i at opgradere en fabrik i Polen. I Kina måtte man til gengæld udskyde opførelsen af en stenuldsfabrik i den nordlige del af landet.

Polen er et af de lande i Europa, der har klaret sig bedst igennem finanskrisen, og det sydlige naboland oplever sammen med blandt andet Tjekkiet i boom i den industrielle del af byggeriet.

»Polen er et attraktivt land at være i. For det første har danske virksomheder, herunder også Rockwool, en stærk tradition for at være tilstede i landet og bruge det som indgang til resten af Østeuropa, og Polen er et stort marked med næsten 40 millioner indbyggere og en middelklasse, som har købekraft,« siger Henrik Frank Nielsen.

»Når det gælder salg af byggematerialer er Polen særlig attraktiv i øjeblikket, på grund af en række store industrielle byggerier, og fordi Polen har en gunstig lovgivning, når det gælder energivenlige byggematerialer,« tilføjer Henrik Frank Nielsen.

Det er især inden for logistik og lager, at der investeres kraftig i nybyggeri i Polen og i øvrigt også i Tjekkiet.

Henrik Frank Nielsen fremhæver, at Lego er i gang med at bygge en fabrik i Tjekkiet, og at den amerikanske nethandelsgigant Amazon.com er gået i gang med at bygge intet mindre end fem logistik-centre på hver knap 100.000 kvadratmeter i Polen og Tjekkiet.

Rockwools salg i Polen er ifølge Henrik Frank Nielsen vokset med mere end ti pct. om året de seneste fire år, og andre danske virksomheder kunne også få del i den positive udvikling i Polen, ikke mindst, hvis den danske eksportfremme i landet blev styrket yderligere.

»Efter min opfattelse er der helt klart nogle uudnyttede muligheder for danske virksomheder i Polen. Der er et enormt vækstpotentiale, og en yderst kompetent arbejdsstyrke. Polen er meget stærk inden for det tekniske område, f.eks. er deres ingeniører meget dygtige,« siger Henrik Frank Nielsen.

»Jeg synes ikke, der er nok fokus på de muligheder, der i Polen, fra officielt dansk hold. Men jeg er også godt klar over, at det er en svær balance, når Udenrigsministeriet skal prioritere begrænsede ressourcer,« siger Rockwools europæiske direktør.