For nogle dage siden fortalte Danske Bank stolt, at nu ville den hjælpe nogle mindre- og mellemstore virksomheder med lån, selvom de efter bankens mening var så dårlige låntagere, at banken havde afvist at finansiere deres projekter.

Disse virksomheder kunne ikke opnå lån i banken, men Danica, som er bankens pensionsselskab, skulle låne penge ud til disse dårlige kunder.

Beslutningen har været let. En buket af direktører i Danske Bank udgør nemlig flertallet i Danicas bestyrelse. Hvad betyder det så, at Danske Bank sender en række dårlige kunder videre til Danica.

For mig at se resulterer det, at Danske Bank får et mindre tab, og dermed kan betale større udbytte til aktionærerne.

I Danica, der skal indregne tabene, er det derimod pensionisterne, der skal betale. Og det skal ses i lyset af, at Danica i forvejen hører til blandt de dårligste selskaber til at skaffe udbytte til deres pensionister. Derudover har Danica netop overført et milliardstort beløb til Danske Bank i risikotillæg, som betaling for den »risiko« banken har ved at eje Danica.

Som jeg er informeret, foregår det efter regler der er fastsat af banken sammen med Finanstilsynet for mange år siden. Også på »risikoområdet« er Danske Bank blandt de selskaber, der hæver de største beløb. Mon ikke ovenstående trænger til en gennemgang af relevante myndigheder?