»Rigtige mænd drikker sort kaffe – med mindre de er alene hjemme«

Da den ni-dobbelte Le Mans-vinder og verdensberømte racerkører en dag endelig havde tid til at hente sin yngste søn, Oswald, i børnehaven Rosenhaven i Hobro, måtte han ringe til sin kone, fordi han ikke kunne finde den rigtige indgang. Og konen Hanne kunne informere ham om, at det nok var bedre at prøve at hente sønnen i skovbørnehaven Døstrup, hvor Oswald havde gået i næsten et år.

Den historie kan Tom Kristensen godt selv grine af. Men der er også pletter på bagsiden af medaljen, som ikke er så sjove. Når sønnen Oliver møder nye venner, går der tid, før han fortæller, hvem faderen er, og da datteren Carla skulle på efterskole ved Viborg, tryglede hun sin far om ikke at køre hende dertil, for hun ville møde de nye kammerater som sig selv, og ikke som datter af en af vor tids største sportslegender. Det gør ondt, men er fuldt forståeligt, fortæller han i biografien »Tom Kristensen – videre«. For han ved selvfølgelig godt, at succes ikke kommer uden en pris, og i hans tilfælde har de mange år på racerbaner ude omkring i verden betydet, at det var hans ungdomskæreste og senere kone, Hanne, der tog sig af børnene.

»Det tænkte jeg da lidt over, en dag jeg ringede hjem til min søn, Oliver, da han var syv år gammel, og efter at vi havde talt lidt sammen, bad jeg om at tale med hans mor. Hvorefter han råbte »Mooar, det er Tom Kristensen i telefonen!««

Tom Kristensen, Hanne og deres to yngste bor i dag i et nybygget hus i Hobro, tæt på den tankstation, som han voksede op på. Adressen er ikke så hemmelig: Tom Kristensens vej 1. Vejnavnet blev overrakt af Hobros borgmester som tak for at have sat den jyske by på verdenskortet.

Huset er indrettet med fokus på, at akustikken skal være god. Det tærer på Toms humør, hvis skrattende lyde forhindrer ham i at høre ordentligt, og det er et af de mén, han stadig har fra karrierens værste ulykke: På Hockenheim-banen ved Heidelberg i 2007 foran 90.000 tilskuere, og med Hanne hjemme foran fjernsynet med en nyfødt søn på armen. Tom Kristensen var efter en voldsom spin-tur parkeret midt på banen i tyk dæk-røg, da franske Alexandre Premat ramte ind i siden på danskerens Audi A4 med 196 kilometer i timen. Hanne havde set nok racerløb til at vide, hvad det betød, hvis der er sket en ulykke, og døren til racerbilen ikke bliver åbnet indefra.

Den ulykke er ofte beskrevet, og ikke det, vi dvæler ved i dag, hvor Tom Kristensen serverer kaffe på terrassen ved det moderne hus med udsigt over hans fødeby. »Rigtige mænd drikker sort kaffe – med mindre de er alene hjemme,« siger han, og da han er en ægte nordjyde, skal man lige se efter helt ind i pupillernes mørke for at finde ud af, om der evt. lægges op til et grin. Det gør der ofte.

Det med, at man spiller mandig, indtil man er alene hjemme, og kan få en blid kaffe med mælk og sukker, nævner han også, hvis man spørger, hvorfor han ikke indstillede karrieren efter det voldsomme styrt, som efterlod ham bevidstløs, og i en lang periode bagefter gav ham meget voldsom hovedpine, så snart han trænede. »Det er ikke sådan, man stopper,« siger han. Underforstået: Man skal stoppe på toppen.

I bunden – altså i husets kælder – er hele den ene væg dekoreret med hjelme fra den lange karriere. På den anden langvæg hænger dragterne i brandsikkert materiale, og overalt er der pokaler. Spørger man virkelig pænt, bliver en dør rullet til side, og den bil, Tom Kristensen vandt VM i i 2013, står nypudset og imponerende. »Hop ind,« siger Tom Kristensen, og det er lettere sagt end gjort, selv om man ikke er så høj endda. Kabinen er selvsagt meget lille, men det, der overrasker mest, er, at instrumentbrættet faktisk ser ret gammeldags ud – og har man også en hjelm på, så er det en lettere klaustrofobisk oplevelse. Selv uden at køre 350 km i timen ... Noget af det, en nybegynder ud i motorsport undrer sig over, når man læser hans biografi, er beskrivelsen af, hvilken belastning, det egentlig er for kroppen at køre den slags løb. Blandt andet, at når man bremser, svarer det til et tryk på fem gange ens kropsvægt, og i et sving er presset omkring 4 G.

»Gennemsnitstemperaturen i bilen er 38 grader, og når du bremser, svarer det til let løb direkte ind i en mur. Samtidig svarer presset på bremsepedalen til ca. 100 kilo. Man er øm i hele kroppen efter et løb,« uddyber han, og ser egentlig ud som om, det er helt ok ikke at skulle udsættes for det i år til Le Mans. Her er hans rolle bl.a. at være ambassadør for Rolex og ekspert hos Eurosport. Og mens det ikke er altid, at Hanne orker at tage med til arrangementer, så var hun dog lidt ærgerlig, da hun sidste år fik at vide, at hendes mand havde siddet ved siden af Brad Pitt, og senere havde vist skuespillerne Keanu Reeves og Jason Statham rundt på banen i mørket.

»Jeg ser jo ting, som jeg aldrig før har set på Le Mans, fordi jeg alle de år, hvor jeg kørte, har været så koncentreret om min performance. I år er det tredje gang, jeg er der uden at køre, og jeg nyder det på en helt anden måde,« siger Tom Kristensen.

»Sidste år var jeg der som ambassadør for Audi, så jeg skulle gå i deres officielle skjorte, så skifte til jakke, mens jeg var Grand Marshall, så en køredragt, noget Rolex-tøj, og inden jeg skiftede til smoking, fordi jeg skulle til fin dinner, havde jeg skiftet tøj syv gange. Men det er stadig sjovt at kunne nyde det og tale med fans uden at føle det som en forstyrrelse, fordi man skal til de-briefing eller noget andet, som har med løbet at gøre.«

Han har lige fået første eksemplar af biografien i hånden, og nævner flere gange, at han kun har rettet i det, der er sagt som direkte tale – resten har han ladet journalisten om at skrive, uden at blande sig. For han er meget bevidst om, at alle har noget, de kan, og man skal ikke traske ind over deres områder.

»På nogle områder er jeg perfektionist, men det bliver man altså af at dyrke en sport, hvor små detaljer kan have afgørende betydning. Samtidig skal man kunne give slip på kontrollen og stole på, at andre gør deres absolut bedste. Det er jo ikke motiverende og inspirerende altid at få at vide, hvad man skal – så selv den yngste mekaniker skal føle, at han vil gøre sit allerbedste for teamet, fordi han også har et ansvar. Jeg har altid prøvet at give anerkendelse og hilse på dem, der arbejdede med mine biler, men da jeg startede, var der tolv mand, og da jeg sluttede, var der 140 omkring bilerne, og så er det simpelthen ikke muligt. Men man er da bevidst om, at man også kører for alle de her mennesker, som knokler så hårdt. Når en racerkører ikke vinder, så er det som regel en meget lille detalje, der er skyld i det. Der kan vi tale længe om, om det var dæktrykket eller en lille ting, der knækkede. Det er karakteristisk for os, at det sjældent er en personlig fejl!«

Solen skinner over rapsmarkerne i det fjerne, Hanne ordner noget inde i huset, og Tom Kristensens barndomsven, Jan, som i dag er hans manager (selv om Jan siger, at »slave« ville være mere dækkende), sidder med ved kaffebordet og stikker godmodigt til sin gamle ven. Jan har været med på mange af rejserne, men kan ikke helt mønstre samme jetlag-konto som Tom. Med 300 rejsedage om året, er det helt normalt, at Tom Kristensen vågner op på et hotelværelse, og de første minutter ikke aner, hvor han er. Hvis man rejser fra USA til Australien, så til Tyskland, og videre til Johannesburg, kan det selvsagt være lidt svært at hitte rede i dagene, og han er glad, når han er hjemme i Hobro. Om det så til gengæld er irriterende at være byens stolte søn, som alle ved, hvem er – jamen, han forstår faktisk ikke helt spørgsmålet.

»Alle kender jo alle i Hobro ...«

Og ganske rigtigt, på sådan en lille køretur ned til den tankstation, hvor han er født og opvokset, bliver der vinket til ret mange inde fra den koksgrå Audi RS6 med sarte lysegrå lædersæder med mønster syet ind i læderet, og så mange features, at det står lidt uklart for passageren, hvad de går ud på. Det var på tankstationen, at han en dag som ung knægt kom til at »låne« en Morris Marina, som han totalskadede ved at køre ind i en pæl – med det resultat, at han i en lang periode var ulønnet ansat hos faderen. Udover den har han af civile biler kun krøllet en Honda, og engang, mens han boede i Japan og var på vej til Fujibanen for at testkøre, fik han også nogle buler, da en ældre dame kørte ud foran ham. Det er det. Han siger, at det nok er, fordi han har fået sin need for speed styret på racerbanerne, mens andre typer uden den mulighed måske vælger at køre hurtigt og hasarderet på almindelige veje. Hårdt presset vil han dog godt indrømme, at han har indsamlet fartbøder i et bredt spektrum af lande, men siger, at i dag ville han tage det som et kompliment, hvis han fik en bøde, »for så viser det, at jeg stadig kan køre hurtigt«. Igen skal man lige tjekke, om der bliver serveret nordjysk humor. Det gør der. Men man kan da godt på en køretur rundt til downtown Hobro og oplandet mærke, at der bliver trykket på speederen i sådan en rimelig potent Audi. Ikke at han overskrider nogen fartgrænser. Vistnok.

Manden har nok bare noget så gammeldags som benzin i blodet. Faderen kørte også ræs, og som dreng kørte Tom gokart. I det nybyggede hus er kælderen som sagt fyldt med racer-memorabilia, og beder man om at låne toilettet, kan man beundre fotos fra forskellige løb, og sågar en mosaik af Tom i racerudstyr. Da vi skal spise frokost, spørger han, hvilken stol man helst vil sidde på. Sært spørgsmål, indtil man kigger rundt og ser, at alle Arne Jacobsens 7’er-stole er dekoreret med forskellige bilmærker. Altså ikke Berlingo og den slags ... Og når man slår røven i Porsche-sædet og rækker ud efter et stykke smørrebrød, bryder han bare sådan for hyggens skyld ud i et »Wrrrroooom«. Og hvis ikke Tom Kristensen skulle kunne sige præcis som en racerbil, hvem skulle så?

Det er en glad mand, man spiser frokost med. Hans biografi er gennemsyret af den nordjyske humor, blandet med sans for detaljer, som nødvendigvis må være der, når man har kørt så mange løb, at man ved, at det er i detaljen, at det store ligger. Og at det er i det små, at forskellen på liv og død sidder.

Lavpunktet i karrieren var efter ulykken på Hochenheim, hvor han var taget op i familiens sommerhus i Skagen for at komme sig. Han sov meget, hvilket betød, at han var vågen om natten, og han kunne hverken læse eller se TV uden at få hovedpine.

»Hanne og børnene kom derop, og om natten, da jeg ville ud og lade vandet, havde jeg glemt, hvor jeg var henne, og var også stadig svimmel, så jeg faldt ned i spa-badet, selv om jeg sad ned. Det behøver du ikke at skrive ... Hanne vågnede af larmen, og kom ud og fandt mig splitternøgen i spa-badet, helt forvirret. Hun fik mig bugseret i seng, men da jeg stod op om morgenen og gik til bageren efter rundstykker, kiggede jeg direkte hen på forsiden af en tabloid-avis, hvor der stod »Tom frygter for karrieren«. Jeg købte avisen, og så købte jeg også en ordentlig avis at pakke den ind i, og så gik jeg hjem. Og der besluttede jeg helt stålsat at komme igen.«

Der var dog lidt delte meninger om den idé. Til en middag hos forældrene var familien samlet, og her stod det ret klart, at de gerne så, at Tom fandt sig et andet job. Måske ikke, som da han var ung dreng og arbejdede i den lokale bank, men i hvert fald noget, der ikke indebar at køre rundt på baner med 300 kilometer i timen med fare for sit liv. Flere af hans venner og kolleger har mistet livet på banen. Og selv har han f.eks. oplevet et fordæk eksplodere, mens han kørte med 327 kilometer i timen. Hvorefter han var nødt til at humpe ned til pitten med kun 150 km/t ... Tom Kristensen værdsatte, at familien havde talt om, at de var bekymrede for ham – men drømmen var slet ikke fyldt op endnu.

»Du kan ikke være racerkører, hvis du er bange. Du skal være agtpågivende, og du skal hele tiden forvente det uventede. Som Mario Andretti (italiensk-født amerikaner og racerkører, red.) har sagt: »Trust your butt«. Der er masser af situationer, hvor noget ikke er helt betryggende, men du skal stole på, at du, og du alene, har ansvar for at komme godt ud af situationen. Er dækkene for slidte nu, kan bremsepedalen tåle at svinge op på 800-900 grader igen og igen, risikerer man en punktering.«

Han har aldrig, som mange elitesportsfolk, haft en mentaltræner, men siger, at al den modgang, han havde i starten af karrieren – at komme fra Nordjylland og forsøge at komme ind i den internationale motorsportsverden, hvor kørere bliver bedt om at betale enorme summer for at få en startplads – er kommet ham til gode senere. Modgang var hans mentale brændstof.

Det var en dag i september 2014 ved hul 9 på Volstrup Golfcenter, at Tom kunne mærke, at det var på tide at stoppe. Han havde nået sine drømme. I dag er han bl.a. kommentator på diverse sportskanaler, præsident for kørerne i organisationen FIA, medstifter af fitness-kæden Loop, motorsportsrejse-bureauet K-rejser med broderen Jacob samt det nye livsstilssite for mænd, Spreeglee.com. Desuden er han involveret i flere velgørenhedsorganisationer. Han siger, at hvis han havde fulgt sin mors råd og var blevet i banken, så havde han ikke oplevet så store skuffelser i sit liv, men havde også været foruden titusind fantastiske oplevelser.

»Folk spørger altid, om jeg savner det. Og jo, selvfølgelig gør jeg det, men man skal jo stoppe på et eller andet tidspunkt. Og jeg kommer stadig meget i miljøet. Når jeg lægger ting ud på f.eks. Instagram, så er det under #RacerAtHeart, for det er sådan, jeg føler mig. Det er i mit hjerte.«

»Tom Kristensen - videre« er netop udkommet på Politikens Forlag.